Kvindedivisionsforeningens forkvinde: Udviklingen går for langsomt i Danmark

0
1877
Foto: Jess M. Madsen

Dansk kvindefodbold får i øjeblikket baghjul af de største europæiske ligaer, hvor storklubber laver akademier med piger og sidestiller pige- og drengefodbold. Der skal satses meget mere på talentudvikling og udvikling af kvindeligaen, mener Katja Moesgaard fra Kvindedivisionsforeningen

Der skal investeres i både talentudvikling, bedre faciliteter og en mere professionel liga, hvis ikke dansk kvindefodbold skal sakke bagud i forhold til de største europæiske ligaer.

Det er budskabet fra Kvindedivisionsforeningens forkvinde, Katja Moesgaard, i et interview med Ritzau.

Lige nu er der fuld fart på udviklingen i flere af de største fodboldnationer. I den konkurrence er Danmark ved at få baghjul, mener Katja Moesgaard.

”Vi har en kvindeliga, og den er kommet på tv, og Gjensidige er med som en god og aktiv sponsor, men så er der heller ikke så meget mere. Det er en liga uden noget brand, og den er ikke markedsført med rollemodeller, som små piger kan se op til,” siger hun til Ritzau.

Skal stramme op nedefra

Det er ikke mindst talentudviklingen, som skal op i gear. I England, Spanien, Tyskland og Frankrig får de største klubber nu akademier med pigespillere og sidestiller drenge- og pigefodbold.

”Hvis vi i Danmark ikke strammer op nedefra, så bliver vi hægtet af. Så er vi ikke det, vi har været. Danmark har faktisk haft en udmærket position i kvindefodbolden gennem mange år, men den kan vi ikke fastholde, hvis vi ikke investerer i det,” siger Katja Moesgaard.

Hun roser det arbejde, som der i disse år gøres for at udvikle Gjensidige Kvindeliga. Men Dansk Boldspil Union (DBU) bør gå foran, investere mere og motivere de største superligaklubber til at satse mere på kvindefodbold.

FC Midtjylland: Når vi gør det, gør vi det 100 procent

Både FC Midtjylland og FC København siger til Ritzau, at de ”er obs på” og ”sonderer terrænet” for kvindefodbold. FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein forventer, at alle superligaklubber på et tidspunkt går ind i kvindefodbold.

”Det er noget, vi skal ind i, men når vi gør det, så skal vi gøre det 100 procent. Historisk set er vi gået ind i nogle ting, hvor vi kun har gjort det 90 procent, og vores erfaring er, at vi skal gøre tingene 100 procent. Vi skal have de ledelsesmæssige ressourcer på plads først, og økonomien skal gennemanalyseres,” siger Claus Steinlein til Ritzau.