Trivsel og glæde skal få flere piger til at spille fodbold i København

0
326
Foto: Københavns Kommune

11 fodboldforeninger i København er en del af en ny runde af de såkaldte Pigepartnerskaber, der skal få flere piger til at spille fodbold. Allerede nu har ordningen skabt flere end 1000 nye fodboldspillere

Når børn og unge i BK Skjold snører støvlerne og sparker fodboldtræningen i gang i Fælledparken, er der de seneste år blevet flere pigespillere.

Markant flere pigespillere.

Faktisk har BK Skjold oplevet en medlemsfremgang fra 171 til 386 pigefodboldspillere i alderen 0-18 år ved at være en del af de såkaldte Pigepartnerskaber.

En ordning finansieret af Københavns Kommune, som skal udvikle og styrke fodboldmiljøer for piger i foreningerne og gerne skabe varige aftryk.

”Pigepartnerskabet har gjort det muligt for os at være ambitiøse og kickstarte et større pigeprojekt, der er blevet til ByGirls. Og der er sket rigtig meget her. Vi er i BK Skjold blevet mange flere piger og kvinder både på og uden for banen. Vi har nu piger i alle årgange og har rekrutteret og uddannet piger og kvinder som ungtrænere og trænere”, siger Amanda Bøttcher Pørksen i en pressemeddelelse fra kommunen.

Brænder for at inkludere flere piger

Hun er selv træner, ressourceperson og daglig leder af pigeafdelingen ByGirls i BK Skjold, og så er hun en ægte ildsjæl, der arbejder for at få flere piger til at spille fodbold.

”Jeg brænder for at inkludere flere piger og kvinder i positive fællesskaber og vil gerne være med til at skabe et attraktivt og inspirerende fodboldfællesskab for piger, som i højere grad har fokus på trivsel, udvikling og glæde frem for præstation. Jeg ønsker at flere piger og kvinder skal have muligheden for at opleve glæden ved et fodboldfællesskab”, siger hun.

Derfor er hun også glad for, at BK Skjold de næste tre år igen er en del af Pigepartnerskaberne, som netop har kick off for perioden 2024-2027.

Ordningen bygger på erfaringer fra de seneste fire år, hvor otte fodboldklubber havde pigepartnerskab og opnået flere end 1000 flere pigemedlemmer tilsammen.

Syv foreninger går igen i den nye runde, og fire nye foreninger er kommet til.

Foto: Københavns Kommune

Ambitiøse mål

Målsætningen for de kommende år er, at klubberne tilsammen får 1.650 nye pigefodboldspillerne og 110 nye pigetrænere eller ledere.

”Jeg håber virkelig, at klubberne fortsætter med at forankre den stærke pigekultur, så vi i de kommende år får endnu flere pigespillere. For vi kan se, at når pigerne bliver prioriteret i foreningerne, og der er ressourcer til arbejdet, så rykker det. Måske vi kan bruge erfaringerne i flere dele af kultur- og fritidslivet, og også bruge det aktivt i arbejdet med at skabe trivsel blandt børn og unge”, siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune (RV).

Tilbage på græsset i Fælledparken er 13-årige Nova-Fay Hartvith Sarazen en af de nye pigefodboldspillere, der er kommet til de senere år.

Hun har nu spillet fodbold i halvandet år og er også allerede blevet ungtræner for den lokale 2014/15-årgang, hvor hendes rolle både er at være coach og rollemodel.

Og hun er helt sikker i sin sag.

”Det bedste ved at spille fodbold er, at det er sjovt og hyggeligt at være sammen med venner”, siger Nova-Fay Hartvith Sarazen.

Foto: Københavns Kommune

Fakta om Pigepartnerskaber

  • Færre piger end drenge er aktive i foreningsidrætten i København. For eksempel er 26% af pigerne i 9. klasse aktive flere gange om ugen i en idrætsforening i Københavns Kommune, mens det gælder for 42% af drengene. Det fremgår af tal fra Børnesundhedsprofilen 2023.
  • Efter gymnastik og svømning er fodbold den mest populære idrætsgren blandt piger i København.
  • Formålet med Pigepartnerskaberne er at styrke og udvikle fodboldmiljøer for piger i foreningerne, gerne med nyskabende metoder, der kan skabe varige ændringer. Afhængig af den enkelte forenings udgangspunkt kan fokus både være på at tiltrække flere piger og at motivere de nuværende pigemedlemmer til at fortsætte.
  • Med budget 2024 afsatte Københavns Kommune 1,25 mio. kr. årligt i 2024-2027 til at indgå Pigepartnerskaber med foreninger, der tilbyder pigefodbold i perioden medio 2024 til medio 2027. Heraf går i alt 900.000 kr. til at ansætte en ressourceperson i hver forening (10 timer/uge),der skal styrke pigemiljøerne i foreningerne.
  • Fra 2024-2027 indgår klubberne: BK Hellas, BK Skjold, BK Union, BK Vestia, Fremad Valby, Husum Boldklub, Nørrebro United, Street Society, Sundby Boldklub, Østerbro IF og B1908 i Pigepartnerskaber.