Europas bedste kvindeklubber: Talentfulde piger skal spille sammen med drenge

0
1307
Flere af spillerne på det danske landshold har på et tidspunkt spillet sammen med drenge. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Syv af de mest succesrige klubber i europæisk kvindefodbold benytter blandede træninger og foretrækker, at piger spiller sammen med drenge så længe som muligt, viser nyt forskningsstudie

Nogle af de mest succesrige klubber i europæisk kvindefodbold foretrækker, at talentfulde piger spiller sammen med drenge i blandede rækker så længe som muligt.

Det fremgår af et nyt studie, “Talent identification and development strategies in elite women s soccer a pan-European perspective”, som GameChanger omtaler. GameChanger er DBU og Divisionsforeningens videns- og udviklingsplatform.

Det er en gruppe forskere med den skotske idrætsforsker Gary P. McEwan i spidsen, der har undersøgt, hvordan syv af de mest vindende kvindeklubber i Europa identificerer og arbejder med talenter. Klubberne kommer fra Spanien, Italien, Frankrig, Tyskland og Sverige og har tilsammen vundet 38 nationale mesterskaber og 10 UEFA Womens Champions League.

Finder helst talenter lokalt

Studiet viser, at klubberne foretrækker at spotte talenter lokalt, inden de udvider deres søgning til et større geografisk område. Det sker dels, fordi det er en fordel, at de unge spillere kan blive boende hjemme og fortsætte deres skolegang, når de skifter klub. Dels fordi økonomien stadig er begrænset i kvindefodbold. Klubberne har derfor begrænsede scouting-netværks og begrænset økonomisk kapacitet til at rekruttere internationalt.

Scoutingen foregår primært i bredderækkerne, klubberne vil nemlig have fat i spillerne, før de bliver tilknyttet akademier – og fokus er især på blandede ligaer, hvor drenge og piger spiller sammen.

“I pigefodbold er der typisk to formater: Rene pigeligaer eller blandede ligaer, hvor piger konkurrerer sammen med drenge. I dette studie understreger alle syv klubber betydningen af blandede ligaer i forhold til talentidentifikationsprocessen, og disse ligaer bliver enstemmigt anset som havende de mest talentfulde pigespillere,” skriver GameChanger.

“I dette studie understreger alle syv klubber betydningen af blandede ligaer i forhold til talentidentifikationsprocessen”

Spil med drenge så længe som muligt

Interessant er det, at klubberne foretrækker, at piger, der spiller i blandede rækker, fortsætter med dette så længe som muligt, fremfor at blive tilknyttet rene pigeakademier:

“De syv klubber bestræber aktivt at maksimere spillernes deltagelse i blandet spil, hvor piger og drenge spiller sammen (figur 1, tema 3B), da klubberne betragter denne tilgang som det mest passende udviklingsmiljø for spillerne”.

Klubberne tilmelder af samme grund ofte deres yngre hold til blandede række:

“(Det sker) med henblik på at eksponere for 1) mere fysisk og teknisk krævende spil og 2) spil, der kræver hurtigere beslutningstagning med bolden. En fransk klub anvender også en blandet træningsmodel, hvor spillere bliver grupperet efter spilleniveau snarere end køn frem til U14,” skriver GameChanger.

“En fransk klub anvender også en blandet træningsmodel, hvor spillere bliver grupperet efter spilleniveau snarere end køn”

Reservehold er vigtige

Forskerne har også set på overgangen fra akademier til seniorhold. Her spiller reservehold en vigtig rolle.

”Reservehold bliver anset for at være vitale i overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold. Dog er der kulturelle og fysiske forskelle mellem akademi- og førsteholdsmiljøer, og McEwan et al.’s studie understreger vigtigheden i, at reserveholdene konkurrerer på det højest mulige niveau,” skriver GameChanger.

Du kan se hele forskningsstudiet her

LÆS OGSÅ: 

4.299 straffespark analyseret: Sådan bliver du bedst til at skyde straffespark