FC Nordsjælland viste stor klasse og besejrede slovenske Mura med hele 0-4 på udebane, mens Fortuna trods en sejr på Island og en tomålsføring i Hjørring led et hårdt exit til Breidablik efter forlænget spilletid i Europa Cup.
Onsdag var der returmøder i 1/8-finalerne af Europa Cup, hvor både FC Nordsjælland og Fortuna Hjørring stod med gode udgangspunkter efter begge at have vundet første opgør med cifrene 1-0.
Mens FC Nordsjælland i første opgør på kunstgræsset i Farum ikke fik udnyttet overtaget mod slovenske Mura til vinde mere overbevisende, viste holdet klasseforskellen på udebane.
Med scoringer af Cecilie Larsen og Princess Dankwa kort før pausefløjtet havde de danske gæster reelt afgjort tingene, og der blev kun sat trumf på udfaldet i 2. halvleg. I slutfasen udbyggede først indskiftede Laila Elbeery til 0-3, inden bare 16-årige Astrid Engsig-Karup kronede en stærk præstation med en scoring til slutresultatet 0-4.
Dermed er FC Nordsjælland klar til turneringens kvartfinale efter en samlet sejr på 5-0. Her venter enten tyske Eintracht Frankfurt eller hollandske PSV Eindhoven. Her er der først returmøde torsdag, men tyskerne vandt det første opgør på udebane med 1-2.
Fortuna Hjørring i sent sammenbrud
Mens FC Nordsjællands europæiske eventyr fortsætter, sluttede Fortuna Hjørrings ditto desværre onsdag aften.
Det var til trods for både en 0-1-sejr i udebanekampen i Island samt en 2-0-føring undervejs i hjemmekampen. Stortalentet Nikoline Nielsen bragte fortjent nordjyderne i front efter lidt over en halv times spil, hvor Fortuna havde siddet solidt på forestillingen. Offensivspillere, der netop er udtaget til U19-landsholdet straffede en stor fejl af den islandske keeper og scorede i et tomt mål.
Og da holdets topscorer, Joy Omewa, bare to minutter inde i 2. halvleg fordoblede føringen, troede de mere end 500 fremmødte tilskuere på Nord Energi Arena formentlig, at kampen var afgjort, men sådan skulle det ikke gå.
To minutter senere reducerede Breidablik, og mindre end et kvarter senere stod det 2-2, og kampen var genoplivet. Herfra var det pludselig de islandske gæster, der trykkede på og dominerede opgøret til stor Fortuna-frustation.
Fortuna holdt stand lige til de døende sekunder, hvor et selvmål af Sarah Dyrehauge tvang kampen ud i forlænget spilletid. Her var Breidablik også skarpest, og efter 107. minutter sendte Edith Kristjansdottir det afgørende mål i kassen til stor islandsk jubel.
– Jeg er så utrolig træt skuffet og træt af den måde, som vi lukker dem ind i kampen på. Vi burde selv have afgjort det på vores spil og chancer i 1. halvleg, siger Fortuna-træner Lene Terp til klubbens hjemmeside efter det skuffende exit.
Med nederlaget er Fortuna Hjørring færdige i Europa Cup, og eftersom holdet også er ude af Kvindepokalen, har man nu kun A-Ligaen at fokusere på i resten af sæsonen.
















