Cornelia Kramer har skrevet under på en ny aftale med tyske Bayer Leverkusen, der løber frem til 2027.
I 2024 skiftede Cornelia Kramer tilværelsen i HB Køge ud med tyske Bayer Leverkusen.
Her har den danske landsholdsangriber trods en længerevarende skadesperiode gjort et stærkt indtryk i den tyske storklub.
Så stærkt at hun fredag har fået forlænge sin aftale med klubben. Således meddeler Bayer Leverkusen på sin hjemmeside, at Kramer har skrevet under på en ny aftale gældende til 2027.
– Cornelia har i løbet af den seneste sæson hurtigt udviklet sig til en meget vigtig støtte i vores offensiv – ikke kun på grund af sin enorme målfarlighed, men også takket være sin betydelige arbejdsindsats, siger sportschef Achim Feifel til klubbens hjemmeside.
– Hun har ydet et vigtigt bidrag til vores fælles succes. Hun er en meget ambitiøs spiller med et mål om at opnå endnu mere, og det gør hende meget værdifuld for vores hold.
23-årige Kramer blev i seneste sæson kåret til årets spiller i Bayer Leverkusen efter imponerende 12 scoringer.
I denne sæson er hun først for nylig vendt retur fra en længere skade og står derfor kun noteret for fire optrædener.
















