Fodbold For Piger har samlet fem nedslagspunkter fra tirsdagens historiske sejr over Sverige i VM-kvalifikationen.
Det danske landshold leverede tirsdag en kæmpemæssig præstation, da Jakob Michelsens tropper på udebane besejrede Sverige med 1-2 efter en sen scoring af Janni Thomsen.
Sejren er den første over Sverige i en gældende kamp siden 2016, mens det derudover er første gang siden 1992, at man vinder hos vores nabo i en kvalifikationskamp.
Fodbold For Piger var til stede på Gamla Ullevi og herunder har vi samlet fem nedslagspunkt fra den danske sejr.
1) Thisgaard er Michelsens foretrukne – med rette
Selv ikke Lene Christensens comeback efter en langvarig skadespause kunne ændre på, at Freja Thisgaard vogtede buret tirsdag aften i Göteborg. Til trods for begrænset spilletid efter vinterskiftet til Napoli, holder hun fast i titlen som Michelsens foretrukne keeper.
Nordjyden kom lige som resten af det danske hold noget usikkert fra start, men den 23-årige keeper voksede stødt med opgaven og havde flere stærke aktioner kampen igennem – ikke mindst i luftrummet stod hun imod de mange svenske indlæg, og Michelsen har med valget af Thisgaard skabt grobunden for, at det danske landshold har fået en ny klar førstekeeper.
2) Sandbech er den nye forsvarschef
Da landsholdet var uden Stine Sancbech og Simone Boye grundet forsvarsduoens respektive graviditeter var Bayern Münchens Stine Ballisager det stabile holdepunkt i bagkæden, men der har ændret sig med førstnævntes comeback til landsholdet.
Sandbech satte sig fra start i respekt over for de svenske stjerner, og tabte stort set ikke en hovedstødsduel i opgøret. Særligt Sveriges anfører, Stina Blackstenius, havde en anonym aften, hvilket den danske Häcken-stopper har æren for.
Sidst Danmark vandt på udebane i Sverige – i en testkamp forud for VM-slutrunden i 2023 – blev hun matchvinder med et mål i tillægstiden. Denne gang var det fra bagkæden, at hun kunne se hende og forsvarskollegaernes ekstremt hårde arbejde blive belønnet med Jannie Thomsens scoring i tillægstiden.
Med en imponerende præstation i den by, hvor hun daglig spiller sine kampe for klubholdet BK Häcken, bliver det næppe kedeligt at vende tilbage efter endt landsholdssamling.
3) Fløe ligner fremtiden i Danmarks frontlinje
For første gang startede Cecilie Fløe inde i en landskamp, da hun dannede angrebsmakker med Amalie Vangsgaard. Og mens Juventus-spilleren ikke havde meget held med sine aktioner tirsdag, viste Fløe flere gange de kvaliteter, som hun i denne sæson har vist frem for Napoli.
Angriberen skabte med en kombination af fart og fysik den danske udligning, da hun efter et flot løb serverede bolden for Pernille Harder. Hendes fine præstation blev senere understreget af, at det i slutfasen var Vangsgaard og ikke Fløe, der blev udskiftet, mens hun selv var tæt på at heade Danmark på sejrskurs kort efter, hvor stolpen dog stod i vejen.
Og som om det ikke var nok, så var det også Fløe, der skabte sejrsmålet i tillægstiden, da hun igen sugede bolden til sig og sendte Thomsen i dybden og de medrejsende danske fans i drømmeland.
I optakten til landskampen har der været fokus på Fløes fremtid efter rygter i støvlelandet om tysk interesse og et rekordstort prisskilt, som næppe er blevet mindre med den præstation, som tirsdag blev leveret af Fredericia-fødte Fløe.
Fløe må være selvskrevet til en startplads i Parken, og der fås ikke en bedre anledning til at score sit første mål i rødt og hvidt og spille sig ind i bevidstheden og hjerterne på de danske fodboldfans.
4) Michelsens landshold er modstandsdygtigt og ændringsparat
Selvom både spillertruppen og landstræneren selv i Mixed Zone efter kampen ikke var blege for at kalde sejren i Göteborg for et mindre tyveri, er sejren alligevel et udtryk for den udvikling, som holdet har været inde siden Michelsens ansættelse for ni måneder siden.
Den ubesejrede stime så ud til at være forduftet efter syv minutters spil, hvor Svenskerne kunne have scoret tre gange. Men Michelsen ændrede system, og spillerne fandt melodien og en udligning.
Også efter pausen svingede kampbilledet voldsomt – ikke mindst efter Pernille Harders hovedskade, der tvang hende fra banen efter en times spil. Det tvang igen Michelsen til at gentænke sine muligheder, og landstræneren fik sammen med sin stab lov at arbejde for deres hyre.
Janni Thomsen nåede på få minutter at skulle forholde sig til flere mulige positioner, inden hun en halv time senere blev den store helt.
Samlet set står et dansk landshold, der med Michelsens mere simple stil krydret med en god omgang held på Gamla Ullevi har bevist, at man er kommet ekstremt langt siden 6-1-nederlaget for et år siden samt slutrunde-nederlaget i Schweiz til selv samme modstander.
5) Danmark må og skal til VM
Med sejren er Danmark nu alene i spidsen af kvalifkationspuljen med syv point efter tre kampe – vel at mærke efter de to sværeste udekampe i puljen – og man har nu tre point ned til Sverige og Italien.
Uagtet af at Michelsen og co. ikke vil påtage sig favorit-rollen omkring førstepladsen, der giver direkte adgang, så har den første halvdel af kvalifikationen vist, at Danmark bestemt har noget at gøre ved EM, når man først spiller uafgjort ude mod en EM-semfinalist og siden slår bronzevinderne fra senest verdensmesterskab.
Så bør man også være i stand til at spille sig igennem en eventuel playoff, hvor modstanden ikke burde være sværere end dét, som man allerede har vist, at man kan håndtere.
Med herrelandsholdets missede VM-slutrunde er der skabt en gylden mulighed for de danske kvinder til at udnytte et nationalt fodboldtomrum og skabe lidt tiltrængt dansk landsholdssucces i kalenderåret 2026.












