Mentaltræner Carsten Oldengaard kommer i dette debatindlæg sine bud på, hvad forældre bør overveje, hvis man er forældre til talentfulde spillere, der drømmer om en professionel karriere.
I disse dage afholder Spillerforeningen såkaldte forældremøder, der skal klæde forældre til talentfulde fodboldspillere på til de mange og svære valg, som der skal træffes i den forbindelse.
I forlængelse heraf har mentaltræner Carsten Oldengaard skrevet nedenstående debatindlæg til at perspektivere.
Hvilke spørgsmål bør forældre tage med, når drømmen er professionel fodbold?
Af Carsten Oldengaard
Når en ung pige fodboldspiller drømmer om at blive professionel fodboldspiller, er det let at få fokus på det, der foregår på banen. Niveau, klubnavn, kontrakt, spilletid og muligheder. Men jo tættere man kommer på et udenlandsk klubskifte, hvor fodbold bliver mere end bare en passion, desto vigtigere bliver det at stille de rigtige spørgsmål i tide.
Gennem mange års arbejde med kvindelige fodboldspillere har jeg set, hvor meget de tidlige valg betyder. Ikke kun sportsligt, men også menneskeligt. For et klubskifte eller en kontrakt er ikke bare et ja til en mulighed. Det er også et ja til en hverdag, et miljø, et ansvar og pres som den unge spiller skal kunne stå i.
Derfor er det vigtigt, at forældre træner spilleren i ikke kun lytter og støtter, men også tør spørge ind.
1. De sportslige spørgsmål bør komme først
Inden en spiller skifter klub, bør man så vidt muligt have en reel sportslig afklaring.
Det handler blandt andet om tale med cheftræneren og spørge til:
- Hvordan ser cheftræneren på mig som spiller?
- Hvilken position ser træneren mig i?
- Hvilket spilsystem spiller holdet?
- Passer mine styrker til den måde, holdet spiller på?
- Hvem er mine nærmeste konkurrenter på positionen?
- Er planen, at jeg skal udvikles gradvist, eller forventes det, at jeg skal præstere med det samme?
Det er vigtige spørgsmål, fordi mange spillere og familier ellers risikerer at vælge ud fra navn, niveau eller mavefornemmelse frem for reel afklaring. Et godt skifte er ikke nødvendigvis det mest prestigefyldte. Det er ofte det sted, hvor spilleren faktisk passer ind og kan udvikle sig.
2. Spørg også ind til livet uden for banen
Noget af det, der ofte fylder mere, end man tror, er det liv, der begynder, når træningen er slut.
- Hvor skal spilleren bo?
- Hvem hjælper med det praktiske i starten?
- Hvordan bliver en ny spiller taget imod i klubben?
Det er også relevant at stille spørgsmål som:
- Hvem kan spilleren gå til, hvis det bliver svært?
- Hvordan støtter klubben spilleren socialt og menneskeligt?
- Hvordan hænger fodbold sammen med uddannelse?
Her er det vigtigt at være realistisk. Mange udenlandske klubber forholder sig ikke nødvendigvis særligt meget til de sidste spørgsmål. Det er sjældent her, de har deres største fokus. Men derfor er de stadig værd at stille. For spørgsmålene er med til at synliggøre, hvad klubben faktisk tager ansvar for — og hvad spilleren og familien selv skal være klar til at håndtere.
Det er langt bedre at kende virkeligheden på forhånd end at opdage den for sent.
3. Tænk udvikling ind i kontrakten
Et punkt, som efter min erfaring kan være meget værdifuldt, er at få indskrevet en udviklingspulje i kontrakten.
En udviklingspulje kan give spilleren mulighed for at hente støtte, når behovet opstår. Det kan være i forbindelse med et skifte til udlandet, i en svær tilpasningsperiode eller som led i den løbende udvikling.
Det kan for eksempel være støtte til:
- Mentaltræning
- Behandling
- Ernæringsvejledning
- Specialtræning
Det er ikke kun noget, der kan hjælpe i starten. På længere sigt kan en udviklingspulje også være en måde at sikre, at spilleren har adgang til de ressourcer, der er nødvendige for at udvikle sig både sportsligt og menneskeligt.
4. Agenten skal også kunne tåle spørgsmål
Mange familier oplever agentdelen som et område, der er svært at gennemskue. Og netop derfor er det vigtigt at turde spørge.
Man behøver ikke nødvendigvis en agent for at få lavet en kontrakt. Men hvis man vælger at samarbejde med en agent, bør man have indsigt i, hvordan samarbejdet ser ud.
Det kan være relevante spørgsmål som:
- Hvad er minimums- og maksimumslønniveauet i den pågældende liga eller klub?
- Hvad er min markedsværdi for spillere som mig?
- Hvordan bliver agenten honoreret?
- Hvad siger reglerne i Fifa/Uefa om agenthonorar?
- Får agenten betaling fra spilleren, klubben eller begge parter?
- Er der tale om dobbeltrepræsentation?
- Hvad er agentens rolle helt konkret i mit forløb?
Det er rimelige spørgsmål. Spilleren skal kunne forstå, hvad der foregår omkring hende, og hvilke økonomiske interesser der er i spil. Jo mere gennemsigtighed, desto større tryghed.
5. Agenten kan være vigtig – men ikke nødvendigvis til alt
Det er også værd at overveje, hvordan man egentlig ønsker at bruge en agent.
Måske giver det god mening at bruge en agent til et konkret skifte. Men det betyder ikke nødvendigvis, at agenten skal være den centrale person i alt, der vedrører spillerens udvikling. Der kan være andre nøglepersoner, som er mindst lige så vigtige, når det handler om trivsel, præstation, mental styrke/udvikling og det at kunne stå stærkt i en professionel hverdag.
Det vigtigste er ikke bare at komme afsted. Det vigtigste er at komme et sted hen, hvor spilleren har mulighed for at udvikle sig og lykkes.
6. De tidlige spørgsmål er ofte de vigtigste
Når drømmen om professionel fodbold vokser, vokser kompleksiteten også. Derfor er det sjældent nok kun at spørge: “Er det her en god mulighed?”
Det mere præcise spørgsmål er ofte:
Er det her den rigtige mulighed for netop denne spiller — både på og uden for banen?
Jo tidligere man begynder at stille de spørgsmål, jo bedre står både spilleren og familien.
Fakta om mentaltræneren Carsten Oldengaard
Carsten Oldengaard er mentaltræner og har i mere end 15 år arbejdet med særligt kvindelige fodboldspillere i overgangen fra dansk topfodbold til internationalt niveau. Han har gennem årene samarbejdet med en række spillere på højeste niveau som Pernille Harder, Signe Bruun, Emma Snerle, Karen Holmgaard og arbejder med både den sportslige, mentale og menneskelige side af det at præstere og udvikle sig i elitefodbold.
Hans arbejde har blandt andet haft fokus på, hvordan spillere skaber et stærkere mentalt fundament i forbindelse med præstation, pres, udvikling, klubskifter og tilvænning til nye miljøer — både i Danmark og internationalt.











