
André Jeglertz og Manchester City er engelske mestre, efter at Arsenal onsdag aften smed point ude mod Brighton, og dermed kan ingen hold længere indhente de lyseblå.
Efter en skuffende EM-slutrunde som landstræner for Danmark sidste sommer, fortsatte svenske André Jeglertz sin trænerkarriere i Women’s Super League hos Manchester City, og her har hans ophold været anderledes succesfuldt.
Holdet har sæsonen igennem styret mod det engelske mesterskab, og onsdag aften kom forløsningen, da holdet officielt kunne kalde sig for mestre.
Her spillede Arsenal nemlig 1-1 på udebane mod Brighton i en af London-klubbens udsatte kampe, og pointtabet betyder, at ingen hold nu længere kan indhente suveræne Manchester City, der står noteret for 52 point efter 21 kampe.
City har seks point mere end Chelsea på 2. pladsen, mens Arsenal på tredjepladsen med 42 point kun har spillet 19 kampe.
André Jeglertz og Manchester City er dermed lykkes med at vippe Chelsea af tronen efter seks mesterskaber på stribe, mens det er klubbens første mesterskab siden 2016 og klubbens bare anden ligatitel i historien.











