I den kommende tid endevender fodboldtræner Allan Drost landets 11 bedste klubber og ser nærmere på, hvilken sommer der venter dem – vi lægger fra land med de klubber, for hvem sommeren kan ventes at blive til den rolige side.
I en ugentlig klumme hos Fodbold For Piger vil fodboldtræner Allan Drost give taktiske og strategiske analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
I den kommende tid vil han nu se nærmere på Danmarks 11 bedste klubber netop nu – de seks hold i A-Ligaen samt Kvalifikationsspillets hold med undtagelse af Østerbro IF, der ikke spiller en rolle i oprykningskampen. Disse hold vil blive sat under lup, og de vil blive analyseret vurderet ud fra, hvilken sommer der venter – ud fra parametre som historik, sportslige og strategiske ambitioner samt den aktuelle trup- og trænersituation.
Sommeren der kan definere den nye A-Liga: Hvem står med den største opgave (nr. 9-11)?
Transfervinduer bliver ofte reduceret til navne. De mest afgørende valg i et transfervindue handler imidlertid sjældent om aktivitet men derimod om retning. Om klubberne forstår deres egen situation – og bygger en trup, der passer til den virkelighed de selv har skabt.
Og netop i år er præmissen skærpet. Hele 11 klubber konkurrerer lige nu om de 10 pladser i næste sæsons A-Liga. Der tegner sig særdeles interessante – og forskelligartede – udfordringer på tværs af klubberne.
I denne serie gennemgås de én for én, rangordnet efter de klubber der i mine øjne står foran den største opgave (øverst på listen) og ned til de klubber der i højere grad skal tage udgangspunkt i kontinuitet og at få det eksisterende fundament til at blive endnu stærkere.
Vi starter med de klubber, hvor sommeren ser ud til at blive mere rolig:
11) Brøndby – For første gang i lang tid ligner sommeren en fordel
Brøndby IF er måske den klub på denne liste, der står med den mindste opgave – og netop derfor kan den vise sig at være vanskeligere, end den ser ud.
For sidste sommer – og særligt i vinters – var på mange måder klubbens store transfervindue.
Truppen blev ændret markant: Store profiler kom ind, konkurrencen blev skærpet og roller blev omfordelt. Det var ikke uden risiko – når man ændrer meget på én gang, følger der næsten altid en periode med usikkerhed og manglende sammenhæng.
Men ser man tilbage nu, er det svært at argumentere imod resultatet. Brøndby har været konkurrencedygtige hele sæsonen – ikke nødvendigvis fordi alt har fungeret perfekt – men fordi holdet over tid har vist en robusthed, som mange andre klubber har manglet. Vel at mærke på trods af et forår præget af markante skader, hvilket måske har været det allermest imponerende i klubbens vej mod nu for alvor at agere udfordrer til HB Køge i jagten på et dansk mesterskab.
Store profiler har været ude i perioder hvilket har nødvendiggjort spillemæssige justeringer og rotation i truppen. Ikke desto mindre har holdet kontinuerligt samlet points – faktisk flest af alle i foråret – og dermed fastholdt sin position blandt de absolut bedste.
Det er i sig selv et stærkt tegn. For dét antyder, at Brøndby ikke længere er lige så afhængige af enkeltspillere, som man tidligere har været. I stedet er der kommet mere dybde, mere fleksibilitet og måske vigtigst af alt: mere modenhed i truppen.
Det betyder også, at sommerens spørgsmål bliver nogle helt andre end hos mange af konkurrenterne. Det kommer således ikke til at handle om, hvilke profiler man nødvendigvis mangler men derimod, hvor meget man egentlig bør ændre. Risikoen for Brøndby handler ikke stilstand – men derimod om overreaktion.
For det kan være fristende at kigge på HB Køge, eller tilgangen af store klubber som FCM og FCK med tilsvarende store ambitioner og føle behov for at reagere. Det er der imidlertid ingen grund til – og det ligger ej heller i klubbens DNA at forsøge at udkonkurrere eksempelvis HB Køge på store transfers.
Brøndby står i stedet et sted, hvor kontinuitet meget vel kan være den største konkurrencefordel.
Det betyder ikke, at der ikke skal justeres – der vil stadig være behov for at tage stilling til enkelte kontrakter, til trupstørrelsen og til hvordan man holder udviklingen i gang – ikke mindst med respekt for skadessituationen.
Men det bør være evolution – ikke revolution. For modsat sidste sommer handler denne sommer ikke om at finde et nyt Brøndby men i stedet om at stole på, at det Brøndby man allerede har bygget, faktisk er stærkt nok.
Og det er i virkeligheden et luksusproblem. For første gang i et stykke tid går Brøndby ind i et transfervindue uden at være tvunget til at løse store problemer. Nu handler det i stedet om at undgå at skabe nogle, der ikke var der i forvejen.
10) ASA Aarhus – Hvordan fastholder man en overpræstation (målt på økonomi) over tid?
ASA står i en lidt særlig situation. Modsat mange af konkurrenterne kommer sommerens opgave ikke til at handle om at vokse – tværtimod: Den kommer til at handle om at forblive sig selv.
For ASA er ikke bygget som FC Midtjylland, FC København eller som de øvrige etablerede A-Liga-miljøer. De kommer ikke til at accelerere projektet, det er ganske enkelt ikke sådan klubben arbejder.
Der findes ikke et stort akademi, der sender næste generation op og ej heller en økonomi, der gør det muligt at gå aggressivt ind på markedet. I stedet bygger ASA på noget andet. Tilgangene kommer typisk fra spillere, der selv vælger noget andet til – eller som bliver valgt fra andre steder.
Særligt relationen til Aarhus gør klubben interessant. Byens status som universitetsby og klubbens placering tæt på flere af de store uddannelsesinstitutioner giver adgang til en type spiller, som ikke nødvendigvis vælger ud fra økonomi eller prestige alene. Det betyder, at ASA i praksis ofte rekrutterer anderledes end konkurrenterne. Ikke nødvendigvis dårligere – men dog anderledes.
Det interessante er, at det faktisk ser ud til at virke. Noget af det mest imponerende ved ASA de senere år har været deres evne til at være ekstremt afklarede omkring egne styrker – men især også deres begrænsninger.
Hvis oprykningen lykkes, kommer forventningerne omkring klubben sandsynligvis ikke til at ændre sig nævneværdigt. Tværtimod. De fleste vil allerede nu pege på ASA som den mest oplagte kandidat til at slutte sidst blandt de 10 hold.
Og paradoksalt nok kan det meget vel være en fordel. For det fjerner støj. Det fjerner pres – og så giver det mulighed for at gøre præcis det, ASA allerede er gode til: At være afklarede omkring, hvem de er – og bygge konkurrencedygtighed ud fra det.
For hvis der er én ting, ASA igen og igen har vist, så er det, at man ikke nødvendigvis behøver flest ressourcer for at overpræstere. Men man skal vide præcis, hvad man er – og måske endnu vigtigere: Hvad man ikke er. ASA’s opgave bliver altså ikke at ændre deres model – men endnu en gang bevise, at den virker.
9) FC Nordsjælland – Bygget til forandring
FC Nordsjælland ligger relativt lavt på denne liste. Ikke fordi sommerens opgave er lille, men fordi de historisk har været bedre end nogen anden dansk klub til præcis den type opgave, der nu venter.
Hvis man isoleret ser på navnene, burde sommeren egentlig vække langt større bekymring:
Chris Sargeant stopper som cheftræner efter at have videreudviklet et FCN-hold, der igen har været blandt rækkens mest interessante og offensive miljøer.
Josefine Funch og Anna Walter forlader klubben som to af de mest markante offensive profiler i rækken – begge spillere der i perioder har været forskellen på dominans og output.
Samtidig forlader Kasper Kurland klubben efter mange års centralt arbejde omkring kvindesatsningen for at tiltræde i PSV Eindhoven.
Cheftræner.
Topscorer.
Sportslig nøglefigur.
I mange klubber ville det ligne begyndelsen på en genopbygning – i FC Nordsjælland ligner det snarere en eksamen.
Noget af det mest imponerende ved FCN gennem de seneste mange år har netop været evnen til at gøre sig mindre afhængige af enkeltpersoner.
Spillere er blevet solgt.
Profiler er blevet afløst.
Stabsmedlemmer er blevet hentet væk.
Og alligevel har retningen været den samme – ikke bare sportsligt – men også i forhold til identitet.
Det er derfor heller ikke tilfældigt, at man vælger Amy Harrison som afløser for Chris Sargeant – et valg der sender et meget tydeligt signal, nemlig ønsket om kontinuitet samt en urokkelig tro på den model som igen og igen har vist sig bæredygtig såvel på herre- som på kvindesiden.
Modsat mange andre klubber har FCN allerede bevist, at de kan forny sig uden at miste fart. Dog er der en grundlæggende forskel på den situation klubben aktuelt står i, set i forhold til tidligere transfervinduer: Selv om FCN igen og igen har vist, at de mestrer forandring, er der trods alt forskel på at erstatte én profil ad gangen – og på samtidig at skulle erstatte profiler både på banen, på trænerbænken og i organisationen omkring holdet.
Den type overgang har FCN trods alt ikke stået i særligt ofte hvilket gør den kommende sommer ekstra interessant. Ikke nødvendigvis fordi man tvivler på, om FCN kan løse opgaven men fordi vi nu for alvor får testet, hvor stærk klubbens model egentlig er.
Sommeren bliver med andre ord ikke en test af om FCN kan håndtere forandring – men af hvor meget forandring selv de kan absorbere på én gang.
Følg med i den kommende tid for de to næste dele af serien om sommeren, der venter for dansk kvindefodbolds største klubber.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
