Ny tradition i Kvindepokalen: Årets Pokalfighter modtager unikt kunstværk

Foto: HB Køge

Når HB Køge og FC Nordsjælland mødes i årets pokalfinale på lørdag, bliver Årets Pokalfighter for første gang belønnet med et særligt kunstværk.

I forbindelse med årets pokalfinale mellem HB Køge og FC Nordsjælland indfører Ligaforbundet en ny tradition i dansk kvindefodbold.

Fremover vil Årets Pokalfighter ikke kun blive hædret for sin præstation på banen, men også modtage et unikt kunstværk skabt af en kvindelig dansk kunstner.

Til årets finale er det kunstneren Emily Bisgaard, der står bag værket “33”, som er skabt særligt til den 33. udgave af Kvindepokalen.

Ligaforbundets administrerende direktør, Marie Greve, glæder sig over initiativet.

– Kvindefodbolden har traditionelt set et stærkt værdimæssigt bånd til kunst og kultur, og derfor virker det som et oplagt skridt at bruge dansk kvindefodbolds største kamp til at løfte dygtige kvindelige danske kunstnere, siger hun.

Værket bliver overrakt til Årets Pokalfighter af assistenttræner på kvindelandsholdet Johanna Rasmussen efter finalen.

Pokalfinalen mellem HB Køge og FC Nordsjælland spilles lørdag klokken 15.00 på Køge Idrætspark.