A-Liga-overblikket: Historisk HB Køge-triumf og farvel til Nanna

Foto: HB Køge Women

Som forventet undgik HB Køge at glide i verdens mindste bananskræl og sætte et forspring på tre point og seks mål til Brøndby over styr i sidste runde. Spillerne kunne fortjent lade sig hylde af byen – først på stadion og senere på torvet i Køge.

Af Verner Bager – Kvindefodboldeksperten.dk

WEEKENDENS STORE FORTÆLLINGER

Fest, farvel og Fortuna blev overskrifterne på sæsonens sidste runde.

Festen begyndte hurtigt i Køge. Efter 20 minutter stod der 3-0 til hjemmeholdet mod Kolding IF efter to mål af Nadia Nadim og ét af Rikke Marie Madsen. På det tidspunkt lignede det begyndelsen på en massakre og en sæsonafslutning med tocifrede muligheder.

Men Kolding IF fandt fodfæste, holdt buret rent resten af kampen og lykkedes endda med at reducere i anden halvleg. Amalie Lund afsluttede et smukt kontramål og sørgede for, at gæsterne fik en lille sportslig opmuntring med hjem fra den store mesterskabsfest.

Det ændrede intet ved det vigtigste. HB Køge er danske mestre og vinder The Double for første gang i klubbens historie.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

I Brøndby handlede dagen om farvel.

Nanna Christiansen blev fortjent hyldet efter en glorværdig karriere, og hele stadion håbede på det perfekte punktum med endnu en scoring fra klubbens største profil gennem tiderne.

Målet kom aldrig, men Brøndby sendte alligevel legenden afsted med en sikker 3-0-sejr over AGF. I stedet blev Agnete Nielsen målscorer to gange. Det var også hendes sidste kamp for Brøndby, og hun afsluttede dermed sæsonen på samme måde, som hun har spillet de seneste uger: med mål, energi og masser af værdi for holdet.

For AGF sluttede mesterskabsspillet uden en eneste sejr. Spillet har i perioder været bedre end resultaterne, men sæsonens sidste kamp understregede det gennemgående problem: for lidt skarphed i felterne.

I Vendsyssel ventede rundens eneste reelle spændingsmoment.

Fortuna Hjørring kunne klare sig med uafgjort i den direkte bronzekamp mod FC Nordsjælland. Alligevel endte nordjyderne med at tage alle tre point i en kamp, hvor gæsterne havde omkring 75 procent af boldbesiddelsen.

Det blev endnu et eksempel på, at boldbesiddelse kun har værdi, når den omsættes til farlige målchancer.

Kampens afgørelse kom på en omstilling. Josefine Valvik løb fra Bongeka Gamede og afsluttede sikkert. Vi vidste godt, at Valvik var hurtig, men hun blev den første spiller i denne sæson, der for alvor løb fra FCN-forsvareren.

Scoringen til 1-0 blev kampens eneste, og dermed kunne Fortuna juble over bronze og europæisk deltagelse til efteråret.

Efter et fremragende efterår og et tungt slutspil var bronzen forskellen på en godkendt sæson og en regulær fiasko.

RUNDENS RUNDOWN

Mest værdifulde spiller

Josefine Valviks sejrsmål ændrede hele sæsonen for Fortuna Hjørring.

Med scoringen sikrede hun klubben bronze og deltagelse i Europa Cup. En fjerdeplads uden medaljer og europæiske kampe ville have været en katastrofe, særligt efter det flotte efterår, hvor Fortuna længe lignede HB Køges største udfordrer til mesterskabet.

Valvik fik kun én mulighed, men brugte sin største spidskompetence til perfektion. Hun satte farten op, løb fra Bongeka Gamede og placerede bolden sikkert i mål.

Ugens flotteste mål

Nadia Nadim scorede to flotte mål mod Kolding IF, og begge gange blev hun serviceret fra HB Køges farlige venstreside med Cassandra Korhonen og Signe Markvardsen.

Vi vælger det første.

Markvardsen modtog bolden ti meter inde på Koldings banehalvdel, kiggede op og sendte en perfekt diagonal aflevering hen over gæsternes forsvar.

Nadim timede sit løb, kom fri bag bagkæden og headede bolden ned i det fjerneste hjørne uden muligheder for Sofie Grøn.

Ugens kontrovers

I slutningen af første halvleg i bronzekampen så det umiddelbart ud til, at Janelle Cordia nedlagde Carli Scheuer i feltet.

Dommeren lod spillet fortsætte, men FC Nordsjælland havde en god sag. Et straffespark og en mulig udligning kunne have ændret kampens dynamik og tvunget Fortuna længere frem på banen.

Om det havde ændret resultatet, er en anden sag.

På en dag, hvor FC Nordsjællands massive spilovertag sjældent blev omsat til åbne målchancer, var det tvivlsomt, om bolden var kommet i nettet, selv hvis kampen havde fortsat et par timer længere.

Ugens udskiftning

Med ti minutter tilbage blev Nadia Nadim udskiftet under en ceremoni, som næppe findes beskrevet i fodboldloven.

Spillerne fra HB Køge og Kolding IF dannede en fælles espalier, som Nadim passerede igennem under klapsalver fra holdkammerater, modspillere og publikum, mens stadion­speakeren opremsede hendes vanvittige meritter.

Det lignede et farvel.

Om det var afskeden med HB Køge, med dansk klubfodbold eller med hele karrieren, ved kun Nadia Nadim selv. Men efter to mål, en topscorertitel og The Double kunne timingen næsten ikke være smukkere.

Rundens tal

270 mål: har Nanna Christiansen scoret for Brøndby i 519 kampe.

Ingen anden spiller har præget den danske liga i samme grad gennem så mange år. Tre gange er hun blevet kåret til ligaens bedste spiller, og undervejs har hun samlet syv danske mesterskaber og syv pokaltitler.

Tallene fortæller kun en del af historien.

Nanna Christiansen har været Brøndbys omdrejningspunkt, kulturbærer og målestok for flere generationer af spillere. Hun har leveret for klubben, for ligaen og for det danske landshold – sæson efter sæson.

Nu stopper karrieren.

Tak for alt, Nanna.