Den 25-årige amerikanske keeper Lauren Kozal skifter til HB Køge Women efter to sæsoner i Grasshopper Club Zürich og collegefodbold i USA.
HB Køge Women har styrket truppen frem mod næste sæson med den 25-årige amerikanske målmand Lauren Kozal. Hun kommer fra to sæsoner i Grasshopper Club Zürich i Schweiz.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Før hun spillede i Schweiz, repræsenterede hun Michigan State University, hvor hun spillede 70 kampe i collegefodbolden, inden hun fortsatte sin karriere i Midwest United FC i USL W League. Hun blev i 2023 draftet af Portland Thorns i NWSL og udlejet til Tampa Bay Sun FC i USL Super League. Derudover har hun spillet to kampe for USA’s U23-landshold.
Jonas Nielsen, der er Sporting Director i HB Køge Women, fremhæver den nye keepers kvaliteter.
– Jeg har været så heldig at arbejde sammen med Lauren tidligere, og jeg kan garantere, at vi får en keeper på et meget højt niveau. Samtidig får vi en stærk leder med en fantastisk træningsmentalitet, som vil smitte positivt af på hele truppen, siger Jonas Nielsen.
Lauren Kozal selv glæder sig også til at skulle tørne ud for HB Køge.
– Jeg er utrolig begejstret for at blive en del af HB Køge Women. Allerede fra de første samtaler med klubben stod det klart, at HB Køge Women er i gang med at bygge noget helt særligt. Klubbens vision, investering i kvindefodbolden og høje ambitioner gjorde beslutningen nem.
– Jeg er taknemmelig for muligheden for at blive en del af rejsen og glæder mig til at komme i gang. Klubbens målrettede arbejde for succes skaber et miljø, hvor høje standarder er en selvfølge, og hvor udvikling er i fokus hver eneste dag. Det er præcis den kultur, jeg ønsker at være en del af, lyder det fra den 25-årige keeper.
Med Lauren Kozal på plads får HB Køge en keeper med erfaring fra internationalt niveau på holdet.












