HB Køge har tirsdag offentliggjort tilgangen af 17-årige Nadia Tahirukaj, som kommer med erfaring fra både den bedste norske række og det albanske A-landshold.
I weekenden præsenterede de danske mestre fra HB Køge en forstærkning på keeperposten, og nu er det så offensiven, der får en tilføjelse.
Tirsdag har klubben præsenteret den bare 17-årige Nadia Tahirukaj, som kommer til fra den norske klub Kolbotn.
Norsk-albanske Tahirukaj har trods sin unge alder allerede spillet flere kampe i den bedste norske række, mens hun i december fik debut for Albaniens A-landshold i en testkamp mod Tyrkiet.
Skal man tro Jonas Nielsen, der er Sporting Director i HB Køge Women, så har interessen for Nadia Tahirukaj været stor:
– Vi er utroligt stolte over at have skrevet kontrakt med Nadia – en spiller, hvis underskrift har været eftertragtet af nogle af verdens absolut største klubber.
– At hun har valgt HB Køge Women siger meget om den udvikling, vi er i gang med, og den retning klubben bevæger sig i. Det viser, at vi i dag kan tillade os at gå efter spillere, som vi for ganske kort tid siden ikke ville have været i nærheden af, siger Jonas Nielsen.
Den unge kantspiller fortæller til klubbens hjemmeside, at det sportslige setup og klare planer for spillerudvikling har været afgørende for hendes valg.
– Klubbens værdier, den professionelle hverdag og den tillid, jeg har fået, gjorde valget let. Jeg føler, at HB Køge Women er det rette sted for mig til at tage det næste skridt i karrieren – både sportsligt og personligt. Jeg ser virkelig frem til at komme i gang, siger hun.












