Cheftræner Louise Ringsing og sportschef Arne Ringsing stopper efter tre år i klubben, efter uenighed om kontraktforlængelse.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Næstved HG skal finde nye kræfter til klubbens bedste kvindeseniorhold. Spillende træner Louise Ringsing og sportschef og træner Arne Ringsing stopper efter tre år i klubben. Det oplyser Arne Ringsing i et opslag på sin Facebook-profil.
Ifølge Arne Ringsing er beslutningen truffet, fordi parterne ikke har kunnet nå til enighed om en forlængelse af samarbejdet.
Et af trænerduoens største øjeblikke kom, da Næstved HG mødte FC København i Parken foran mere end 18.000 tilskuere. Her skrev Louise Ringsing sig ind i historiebøgerne, som den første kvindelige spiller til at score i en Kvindeliga-kamp i Parken.
Et andet højdepunkt kom i 2026, hvor Næstved HG kunne lade sig kåre som dansk mester i futsal.
Ud over de sportslige resultater fremhæver Arne Ringsing arbejdet med talentudvikling som en vigtig del af perioden i klubben. Hanna Jørgensen har taget vejen fra U15- til U19-landsholdet, mens Signe Sønderup har opnået udtagelse til U17-landsholdet.
I opslaget peger Arne Ringsing også på, at klubben har været med til at udvikle spillere til næste niveau. Mira Pastoft, Silja Snerle og Hanna Jørgensen nævnes blandt de spillere, som efterfølgende er fortsat til klubber i Kvindeligaen.












