DBU ansætter ny talentudviklingschef

28.10.2025 - UEFA Womens Nations League Playoff I Parken - Danmark vs. Finland - Kathrine Kühl, Danmark og Pernille Harder, Danmark jubler efter målet til 1-0 Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

DBU har ansat Thomas Graabæk som ny talentudviklingschef for piger og kvinder. Med sin erfaring fra DBU’s licenssystem skal han være med til at skabe stærkere udviklingsmiljøer og bedre veje for fremtidens talenter.

DBU har ansat Thomas Graabæk som ny talentudviklingschef for piger og kvinder, det oplyser DBU på deres hjemmeside. Med ansættelsen håber DBU at kunne skabe endnu stærkere udviklingsveje og styrke sammenhængen i dansk talentudvikling.

Thomas Graabæk har tidligere været ansat som auditør i DBU’s licenssystem, hvor hans arbejde har omhandlet optimeringen af talentudviklingsmiljøerne ude i klubberne.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

Anders Gerber, DBU’s tekniske chef, glæder sig over tilføjelsen af Thomas Graabæk:

Med Thomas Graabæk får vi en talentudviklingschef, som både har fagligheden, energien og relationsevnerne til at løfte området yderligere. Jeg er sikker på, at Thomas kommer til at passe rigtig godt ind i vores team, og at han samtidig vil bringe ny viden, nye perspektiver og gode idéer ind i vores fælles arbejde, siger Anders Gerber til DBU’s egen hjemmeside.

Talentudviklingen på pige- og kvindesiden er et strategisk meget vigtigt område for dansk fodbold og et område i rivende udvikling. Thomas får en central rolle i at skabe endnu større sammenhæng mellem klubberne, ungdomslandsholdene, DBU Bredde, Ligaforbundet og de mange øvrige aktører omkring spillerne, siger Anders Gerber.

 

Thomas Graabæk selv ser frem til at arbejde indgående med klubber, trænere, ungdomslandshold og de øvrige aktører for højne udviklingsmulighederne for spillerne.

– Jeg har gennem mit arbejde som auditør fået et unikt indblik i de mange stærke miljøer og mennesker, der arbejder med talentudvikling hver dag, og det giver et godt udgangspunkt for den nye opgave i DBU, afslutter Thomas Graabæk.

Over den kommende periode vil Thomas Graabæk gradvist overgå til sin nye rolle.

Først skal han afslutte sine nuværende opgaver som auditør, mens han samtidig påbegynder arbejdet som talentudviklingschef.