Efter FCK-afsked: Thea Rhode forsætter karrieren i Island

Foto: Víkingur Fótbolti

Efter at have taget afsked med FC København tidligere på sæsonen, fortsætter angriber Thea Rhode nu karrieren i islandsk fodbold hos Vikingur.

FC København er denne sommer rykket op i landets bedste række, men en af de spillere, der ikke blev forfremmet efter oprykningen var angriber Thea Rhode.

Den 22-årige angriber har været i en række danske klubber – heriblandt B.93, AaB, Fortuna Hjørring og AGF – men nu skal hun i stedet prøve kræfter med udlandet.

Fredag er hun således blevet præsenteret i den islandske klub Vikingur. Klubben oplyser, at man har lavet en kontrakt for sæsonen, som er halvvejs på nuværende tidspunkt.

I Vikingur skal Thea Rhode forsøge at hjælpe holdet væk fra nedrykningspladserne, som man aktuelt indtager.

I alt nåede Thea Rhode 13 optrædener for FC København med seks mål til følge.