På pletten i CL-kvalifikationen: Dansk duo får drømmestart i nye klubber

Josefine Funch, Kasper Kurland og Sara Thrige med pokalen efter Super Cup-triumfen. Foto: PSV Media

Både Josefine Funch og Alma Aagaard kom onsdag på tavlen for deres nye respektive klubber i kvalifikationen til Champions League.

Mens Brøndby IF og HB Køge onsdag var i aktion i Champions League-kvalifikationen med blandede udfald, var flere danske spillere også i aktion i målet om en plads i Europas fineste klubturnering.

Og her udmærkede den tidligere FC Nordsjælland-duo Josefine Funch og Alma Aagaard sig hver især.

Funch, der denne sommer er skiftet til PSV i selskab med Kasper Kurland, fik således scoret sit første mål for den hollandske storklub, der med en smule besvær fik besejret bosniske Sarajevo med 2-3. Kort før pausefløjtet sparket Funch således på 1-2.

Dermed er er PSV klar til mini-finalen i anden kvalifikationsrunde, hvor man skal op imod finske HJK Helsinki for en plads i næste fase.

Også Alma Aagaard fik vist sig godt frem for sin nye klub, østrigske St. Pölten, som hun er blevet udlejet til fra Bundesliga-klubben Union Berlin op til denne sæson.

På hjemmebane mod schweiziske Young Boys fik hun scoret sit første mål under lejeopholdet, da hun passerede en landskvinde og tidligere holdkammerat i form af Amanda Brunholt, der vogtede gæsternes bur.

Aagaard scorede til 3-0 efter 39 minutter, men Young Boys fik dog bragt spændingen tilbage i kampen, som endte med en 4-3-sejr til St. Pölten, der dermed er klar til et møde med portugisiske Sporting CP lørdag.

En række andre danskere var også i aktion onsdag. Blandt andet blev Karoline Olesen indskiftet for Malmø, der vandt den skandinaviske duel med Vålerenga, der havde Liva Petersson og Matilde Lundorf på bænken i hele opgøret.

For Hammarby sad Lene Christensen på bænken til opgøret mod Apolonia Fier, mens Anna Walter blev indskiftet i en sikker svensk sejr på 4-0.

I det skotske spillede Gry Thrysøe hele kampen for Rangers, der efter forlænget spilletid overvandt tjekkiske Slavia Prag og dermed er klar til et møde med Ajax, der onsdag slog Brøndby med 2-0.