Endnu en gang kæmpede HB Køge sig lørdag tilbage fra en dårlig start i Champions League-kvalifikationen, men takket være en scoring i tillægstiden af Mille Gejl er klubben videre til næste runde.
Med onsdagens sejr over lettiske Riga FC var de forsvarende mestre fra HB Køge lørdag klar til den afgørende kamp i anden kvalifikationsrunde af Champions League.
Hjemme på kunstgræsset på Capelli Sport Stadion var modstanderen de skotske mestre fra Hearts. Trods en stærkere modstander end i midtugen var HB Køge på forhånd udråbt til klare favoritter.
Cheftræner Kristian Mørch Rasmussen havde foretaget tre ændringer til startopstillingen, hvor Jereko var retur fra de afrikanske mesterskaber, mens anfører Mille Gejl og Sarah Thygesen var valgt fra start.
Men lige som i onsdagens kamp startede det skidt for svanerne, der kom bagud efter 13 minutters spil, Kayla Jardine bragte Hearts foran med 0-1.
HB Køge dominerede herefter kampen, men trods markant overtag i både spil og chancer, lykkedes det ikke de danske mestre at komme på omgangshøjde før pausen.
Udligningen skulle dog komme, da stadionuret rundede en times spil i Køge. Her blev et hjørnespark taget kort og fladt til umarkerede Jereko, der efter et træk sparkede bolden tørt i det fjerneste hjørne.
Svanerne fortsatte jagten på sejrsmålet, men skarpheden manglede ved flere lejligheder. Lige indtil tillægstiden, hvor opskriften igen var et hjørnespark.
Mille Gejls indlæg endte dog retur hos HB Køge-anføreren, og i stedet forsøgte hun sig med en afslutning fra en svær vinkel. Den danske landsholdsspiller krøllede dog på fornemmeste vis kuglen ind i det lange hjørne til kæmpe jubel for de fremmødte tilskuere.
Målet sender HB Køge videre til 3. kvalifikationsrunde, hvor vinderen over to kampe er klar til Champions Leagues ligafase. HB Køges modstander afgøres tirsdag ved lodtrækning.












