Sundby BK har forstærket midtbanen med Selma Karstensen, der kommer til fra Brøndby IF. For et år siden repræsenterede hun U19-landsholdet.
Midtbanen i Sundby BK har fået sig en markant forstærkning.
Selma Karstensen fik i lørdagens åbningskamp i B-Ligaen sin debut for Sundby BK. Her spillede hun fra start, mens Amager-klubben måtte se sig slået 3-2 i opgøret mod Østerbro IF.
Den 18-årige midtbanespiller har senest været på kontrakt i Brøndby IF, hvor hun i flere år har været en fast del af talentmiljøet i klubben.
Tilmed har hun repræsenteret Danmark på ungdomsniveau. 25 gange har hun været i aktion for de danske ungdomslandshold, hvor kampene er fordelt på U16-, U17- og U19-landsholdet. Senest var hun med U19-landsholdet i juni 2025.
Ifølge sportsmediet Divisionsbold havde Selma Karstensen et år tilbage af sin kontrakt med Brøndby IF, men parterne et nået til enighed om at ophæve aftalen.
Det har gjort skiftet til Sundby BK muligt for den unge midtbanespiller, der nu kan sikre sig flere minutter på banen og høste erfaring fra seniorniveau. Tilgangen bibringer samtidig Sundby erfaring fra en spiller, der har gjort sig i et af landets bedste ungdomsmiljøer.
Sundby BK spiller anden runde af B-Ligaen i den kommende weekend, når de den 22. august tager imod B93 på hjemmebanen på Kløvermarken.












