U17-landsholdet taber anden kamp ved skandinavisk test-turnering

U17-landsholdet ved samling i januar. Foto: DBU.

Efter en indledende sejr over Sverige, måtte U17-landsholdet onsdag se sig slået af Finland med 0-1.

Onsdag skulle U17-landsholdet spille den anden kamp ved Open Scandic-turneringen, der spilles i Nordjylland.

Efter sejr over Sverige ventede onsdag Finland på Nord Energi Arena i Hjørring.

Det var på forhånd tydeligt, at landstræner Signe Priess havde et ønske om at se hele sin trup i aktion ved træningsturneringen, og der var derfor kun to gengangere at finde i startopstillingen mod Sverige.

Kun Sarah Vinther og Caroline Pors fik genvalg, mens der til kampen mod Finland var blevet plads til Kolding-talentet Frederikke Ludvigsen og Victoria Chitman, der til daglig spiller i engelske Arsenal.

Kampen bød kun på enkelt scoring, som faldt syv minutter inde i 2. halvleg. Her blev en flot finsk stikning sendt i dybden til Riina Huikuri, som flot afdriblede den danske keeper Hannah Darrell og scorede i det tomme net.

Derfor endte det andet af tre opgør ved turneringen med dansk nederlag. Sidste kamp i denne omgang venter på søndag, når Norge er modstanderen. Også den kamp spilles i Hjørring med startfløjt klokken 12.00.