Frederik S. Guld bliver ny cheftræner fra 1. oktober i B-Ligaklubben Næstved HG. Han afløser dermed den midlertidige trænerduo Anders Burchardt og Adam Bakhus til næstved.nu.
Næstved HG blev i sommer tvunget til udskiftning på to ledende positioner, da man ikke kunne blive enige om en forlængelse med spillende cheftræner Louise Ringsing samt træner og sportschef Arne Ringsing, som derfor forlod klubben efter endt aftale.
I sæsonstarten har den sydsjællandske klub derfor haft en midlertidig trænerduo, efter at de to ungdomstrænere fra Herlufsholm Anders Buchardt og Adam Bakhus overtog trænergerningen i selskab med Jeppe Tengbjerg.
Nu er der dog kommet en mere permanent løsning.
Lokalmediet næstved.nu oplyser således, at klubben fra 1. oktober får Frederik S. Guld som ny cheftræner. Han kommer fra en stilling som Head of Coaching i Greve Fodbold, men han er dog langt fra et ukendt ansigt i Næstved.
Frederik Guld har nemlig tidligere været ungdomstræner for Næstveds U17 og U23-hold på herresiden.
Næstved HG’s formand, Tina Høilund, glæder sig over lettelsen, mens hun også erklærer sig lettete, da ansættelsen af Frederik S. Guld sørger for, at klubben nu lever op til gældende krav.
– Det er en stor lettelse at have fået Frederik ind. Dels har vi nu én, der er kompetent og styrker af holdet og vores ambitioner på både kort og lang sigt, og dels især også for at få vores licens-krav er på plads med en A-træner, siger Tina Høilund til mediet.
Ifølge lokalmediet var Frederik S. Guld i weekenden på plads, da Næstved HG spillede 1-1 med Sundby i B-Liga. Her er holdet aktuelt nummer seks i grundspillet med syv point efter seks runder. Holdet har i den kommende weekend et udebaneopgør mod FC Thy-Thisted Q, inden Frederik Guld overtager ansvaret for resten af sæsonen.












