Fortuna-cheftræner før PSV-brag: Vi skal slå til, når muligheden byder sig

Foto: Fortuna Hjørring / Bente Poder

Fortuna Hjørring står onsdag aften over for PSV Eindhoven på udebane i UEFA Women’s Europa Cup. Cheftræner Niclas Hougaard forventer perioder uden meget boldbesiddelse, men mener samtidig, at nordjyderne skal være i stand til at skabe muligheder mod de hollandske mestre.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

Fortuna Hjørring tager onsdag aften hul på jagten på en plads i ottendedelsfinalerne i UEFA Women’s Europa Cup, når holdet møder PSV Eindhoven på udebane.

Det er det første af to opgør mellem de danske og hollandske mestre, og Fortuna-cheftræner Niclas Hougaard har en klar forventning til, hvilken type kamp hans mandskab går ind til.

PSV er et hold, der gerne vil kontrollere kampene med bolden og bygge spillet op nedefra. Det betyder, at Fortuna skal være forberedt på perioder, hvor hjemmeholdet kommer til at sidde på boldbesiddelsen.

– De er et hold, der gerne vil spille offensivt. De vil gerne spille bolden op ad banen og spiller ofte i en 4-3-3. Fordi de er et meget boldbesiddende hold, skal vi være gode til at finde balancen mellem at være aggressive og at forsvare os godt, siger Niclas Hougaard til klubbens hjemmeside.

At PSV forventes at have meget af bolden betyder dog ikke, at Fortuna udelukkende skal koncentrere sig om det defensive arbejde.

Hougaard vil se sit mandskab spille fremad, når mulighederne opstår. Særligt på hollændernes banehalvdel skal Fortuna forsøge at omsætte sine situationer til reelle målchancer.

Samtidig bliver det vigtigt for nordjyderne at undgå at blive fanget af PSV’s omstillinger, når Fortuna selv har været i angreb.

– Vi forventer en kamp, hvor vi kan være dem, der skaber flest chancer, men hvor vi ikke nødvendigvis er dem, der har bolden mest. Der kommer til at være perioder, hvor vi ikke har bolden. Så vi skal være gode til at holde dem fra chancer, og så skal vi slå til, når muligheden byder sig, siger Fortuna-træneren.

PSV Eindhoven har flere danske forbindelser i truppen. Holdet trænes af Kasper Kurland, mens de danske landsholdsspillere Sara Thrige og Josefine Funch er blandt spillerne i den hollandske klub. Også den tidligere FC Nordsjælland-spiller Princess Marfo er en del af PSV-truppen.

Det er samtidig ikke længe siden, at PSV senest stod over for dansk modstand i Europa. Tidligere på måneden mødte hollænderne HB Køge Women over to kampe i Champions League-kvalifikationen. Her var det HB Køge, der trak sig samlet sejrrigt ud af dobbeltopgøret.

Onsdag aften er det Fortuna Hjørrings tur til at stå over for de hollandske mestre.

For Hougaards mandskab handler det i første omgang om at skabe et godt udgangspunkt inden returopgøret, hvor det samlet skal afgøres, hvilket af de to hold der avancerer til ottendedelsfinalerne i UEFA Women’s Europa Cup.