Sofie Bredgaard om modgang og forventninger: Farens sygdom ændrede perspektivet

Sofie Bredgaard. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Landsholdsspilleren fortæller i Spillerforeningens podcast »Spiller til Spiller« om farens kræftsygdom, presset som ungt talent og de svære perioder, der har præget hendes udvikling på og uden for banen.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

Sofie Bredgaard var ved at finde sig til rette i svenske Linköpings FC, da en besked hjemmefra ændrede hendes syn på tilværelsen som professionel fodboldspiller. Hendes far havde fået konstateret kræft, og pludselig føltes afstanden til familien i Danmark for stor.

I Spillerforeningens podcast »Spiller til Spiller« fortæller den danske landsholdsspiller om en periode i 2022, hvor sportslig fremgang blev ledsaget af bekymringer uden for banen. Alle udtalelser i denne artikel stammer fra podcasten.

– Jeg har altid tænkt, at fodbold er alt. Men på et splitsekund ændrede alt sig, fortæller Sofie Bredgaard.

Inden beskeden om farens sygdom havde hun oplevet et vigtigt løft i sin karriere. Efter en krævende start i Sverige fik hun både spilletid og tillid i Linköping.

– Jeg begyndte endelig at føle, at nu flyver jeg. Jeg følte virkelig, at min udvikling var lige, hvor den skulle være. Nu flasker alting sig. Alt det, jeg havde ventet på. Jeg fik endelig tillid, spillede en masse, og jeg var virkelig et godt sted.

Farens sygdom fik imidlertid nærheden til familien til at veje tungere end den sportslige optur.

– Jeg kunne slet ikke se meningen i, at jeg skulle være så langt væk hjemmefra og ikke være en del af hans sygdomsforløb.

Beskeden kom få dage før transfervinduets lukning. To dage senere skiftede hun til FC Rosengård i Malmø og kom dermed tættere på familien.

Store forventninger i en ung alder

Bredgaard fortæller også om det pres, der fulgte med tidligt at blive betragtet som et stort talent.

Allerede som 15-årig var hun i 2017 til prøvetræning i Manchester City. Den engelske klub fulgte hendes udvikling, og hun besøgte klubben tre år i træk. Oplevelserne var værdifulde, men forventningerne var samtidig svære at håndtere.

– På mange måder var det fedt. Men det var også svært. Og det har jeg først forstået efterfølgende. Det pres, jeg levede under som ungdomsspiller, hvor alle forventede, at man skulle blive rigtig, rigtig god. Det var svært at være i.

Skiftet fra B.93 til Linköpings FC i 2020 blev derfor også en mulighed for at træde ud af de vante omgivelser og finde sin egen vej.

– Der var mange forventninger. Mange af forventningerne kom nok også fra mig selv. Det var virkelig svært, for jeg har altid været min egen største kritiker.

Svær start i Italien gav vigtig læring

I juli 2024 skiftede Bredgaard til ACF Fiorentina. Det første år i Italien blev præget af begrænset spilletid og skiftende positioner, inden hun i den efterfølgende sæson fik en mere fast rolle.

– Jeg havde et svært første år hernede, hvor jeg ikke spillede særlig meget. Og hvis jeg spillede, spillede jeg alle mulige forskellige positioner. Jeg bed mig aldrig rigtig fast. Mit første år var meget hakkende.

Hun fremhæver arbejdet på træningsbanen som en vigtig del af vejen til mere spilletid. Hver træning blev en mulighed for at vise, at hun fortjente en plads på holdet.

– Det første år var hårdt, men det styrkede mig også megameget.

I sommer forlængede hun sin kontrakt med Fiorentina, så aftalen løber frem til 30. juni 2028.

Tæt på VM-drømmen

På landsholdet har Bredgaard også oplevet både fremgang og skuffelser. Hun debuterede i 2022, men ved VM i Australien året efter måtte hun rejse hjem uden at blive en del af den endelige trup.

Hun var blevet indkaldt som træningsspiller under sin ferie og var dermed tæt på at få opfyldt drømmen om en VM-slutrunde. Efter Danmarks sejr over Kina skulle hun imidlertid hjem igen.

– Jeg var så glad på alles vegne, men samtidig var jeg så ked af det.

Trods skuffelsen beskriver hun fortsat landsholdet som noget særligt.

– Jeg synes, det er det største at spille på landsholdet.

Bredgaard peger samtidig på, at gode forhold omkring holdet har betydning for spillernes mulighed for at præstere og føle sig værdsat. Hun mener, at rammerne på landsholdet skal følge med niveauet i de klubber, spillerne kommer fra.

I podcasten fortæller hun desuden om arbejdet med mentaltrænere, sine studier og ønsket om at have en identitet, der rækker ud over fodbolden. Hele samtalen kan høres i »Spiller til Spiller« på blandt andet Spotify og Apple Podcasts.