U19-Liga overblikket: Målrig weekend og to hattricks, samt to sikre sejre til Team Odense og Fortune Hjørring

Fortuna Hjørring U19 efter sejren over AGF. Foto: Fortuna Hjørring.

Der var godt gang i målscoringen i weekendens fire kampe i U19-Ligaen. I alt blev der scoret 21 mål, mens både Team Odense Q’s Sofie Yde og Fortuna Hjørrings Tilde Andersen kunne notere sig for et hattrick.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

På Stadionbanen ved Vildbjerg Sports- & Kulturcenter tog FC Midtjylland imod Team Odense Q, og her leverede gæsterne en overbevisende indsats med en sejr på 4-0.

Der skulle gå lidt over en halv time, før der kom hul på målscoringen. Til gengæld slog Team Odense Q til to gange på blot to minutter. Sofie Yde åbnede scoringen i det 34. minut, inden Cecilie Mickley kort efter øgede føringen til 2-0.

Efter pausen fortsatte Sofie Yde, hvor hun slap. Blot fire minutter inde i anden halvleg scorede hun sit andet mål i opgøret og bragte gæsterne foran 3-0.

I det 67. minut fuldendte Yde sit hattrick med scoringen til slutresultatet 4-0. Dermed er Team Odense Q-spilleren oppe på otte sæsonmål i seks kampe.

Tilde Andersen med hattrick i storsejr

På Landlyst Idrætsanlæg tog Fortuna Hjørring imod HB Køge, og selv om gæsterne kom bedst fra start, endte nordjyderne med en sikker sejr på 6-1.

Anna Damgaard gav HB Køge en tidlig føring, da hun scorede til 1-0 efter otte minutters spil. Føringen holdt frem til det 35. minut, hvor Tilde Andersen udlignede for Fortuna Hjørring.

Tre minutter senere havde hjemmeholdet vendt kampen, da Clara Kæseler Madsen scorede til 2-1.

Efter pausen øgede Sara Røge til 3-1 i det 54. minut, inden Tilde Andersen med sit andet mål i kampen gjorde det til 4-1 efter 74 minutter.

Tre minutter senere fik Andersen muligheden for at fuldende sit hattrick fra straffesparkspletten, men forsøget blev brændt.

Fortuna fortsatte dog målscoringen. I det 85. minut scorede Clara Kæseler Madsen sit andet mål i kampen til 5-1, og to minutter senere lykkedes det Tilde Andersen at fuldende sit hattrick, da hun fastsatte resultatet til 6-1.

FC Nordsjælland vandt tæt opgør

På Right to Dream Park tog FC Nordsjælland imod Kolding IF i et målrigt opgør, hvor hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud med 3-2.

Saga Lily-Rose Nimb gav FC Nordsjælland en god start med scoringen til 1-0 efter ni minutter. Ti minutter senere øgede Martha Volquards Hesselholt hjemmeholdets føring til 2-0.

Kolding IF sendte Karoline Wolff på banen fra anden halvlegs start, og indskiftningen gav hurtigt gevinst. Blot tre minutter efter pausen reducerede hun til 1-2.

Efter knap en times spil genetablerede Sara Benjaminsen FC Nordsjællands tomålsføring med scoringen til 3-1. Kolding gav dog ikke op, og i det 66. minut reducerede Ea Nowack-Rosenquist til 2-3.

Det blev kampens sidste scoring, og dermed kunne FC Nordsjælland sikre sig alle tre point.

Brøndby holdt AGF bag sig efter sen spænding

Søndag eftermiddag tog Brøndby IF imod AGF på 1964 Park, hvor hjemmeholdet vandt et underholdende opgør med 3-2.

Maise Bagger bragte Brøndby foran efter 11 minutters spil. Fem minutter senere blev Melanie Bundgaard Mikkelsen sendt på banen, og i det 36. minut øgede hun hjemmeholdets føring til 2-0.

Efter pausen fortsatte Brøndby, og i det 57. minut gjorde Alberte Lønk Ramskov det til 3-0.

AGF fik dog skabt spænding om resultatet i kampens sidste del. Thea Foss reducerede til 1-3 i det 67. minut, og blot fem minutter senere gjorde Cecilie Rose Nøhr det til 2-3.

Det blev samtidig kampens sidste scoring, og dermed kunne Brøndby IF sikre sig en 3-2-sejr efter en weekend i U19-Ligaen, der samlet bød på 21 mål i fire kampe.

Stillingen i U19-Ligaen efter weekendens kampe:

Grafik: dbu.dk