Oven på fredagens AaB-afbud til en udekamp mod Næstved HG kigger fodboldtræner Allan Drost i sin faste klumme denne gang på robustheden blandt B-Ligaens klubber.
I en fast klumme hos Fodbold For Piger kommer fodboldtræner og nuværende talent- og akademichef i Viborg FF, Allan Drost, med analyser og perspektiver på den bedste danske række og de ting, der rør sig.
Denne gang er turen dog kommet til B-Ligaen, efter at AaB fredag meldte afbud til en udekamp mod Næstved HG.
Hvor robust er B-Ligaen?
AaB protesterede sig til en omkamp mod Næstved HG – og meldte siden selv afbud til den. Det er opsigtsvækkende i sig selv. Men når det samtidig er anden gang på mindre end et halvt år, at en kamp på landets næsthøjeste niveau ikke bliver spillet, rejser det et større spørgsmål: Hvor robust er fundamentet under dansk kvindefodbolds hastige udvikling?
Det er svært ikke at få øje på paradokset. Da Næstved HG i august besejrede AaB 1-0, benyttede hjemmeholdet fire spilstop til sine udskiftninger, hvilket som bekendt er ét for meget. AaB protesterede og Fodboldens Disciplinærinstans gav nordjyderne medhold. Næstved erkendte fejlen og accepterede konsekvensen: Kampen skulle dermed spilles om.
Fredag skulle AaB så have haft den nye mulighed, klubben selv havde bedt om men meldte afbud. Ironien er næsten for oplagt. Men den er heller ikke det mest interessante.
For mindre end et halvt år tidligere skete noget tilsvarende på samme niveau, da Østerbro IF måtte melde afbud til en hjemmekamp mod FC Midtjylland.
To afbud. To kampe, der aldrig blev spillet. Begge på det næsthøjeste nationale niveau.
Det bør få os til at stille et større spørgsmål end, hvad der gik galt i AaB: Hvor robust er B-Ligaen egentlig?
Østerbro-casen viste, at svaret ikke er enkelt
Det ville være nemt at gøre de to afbud til én fortælling om klubber med for smalle trupper.
Men Østerbro-sagen viste, at virkeligheden er mere kompliceret.
Klubben var ramt af store skadesproblemer, men havde samtidig mistet fem spillere efter vinterens deadline for spillerregistrering. Som amatørklub kunne Østerbro ikke binde spillerne på samme måde som en kontraktklub og pegede samtidig på forskellige muligheder for efterregistrering som en strukturel ulighed.
Østerbro var på det tidspunkt langt fra konkurrencedygtige i kvalifikationsspillet men ligger aktuelt nummer tre i B-Ligaen og dermed igen med i opløbet til at kvalificere sig til spillet om en plads blandt de bedste.
Det siger noget om, hvor hurtigt styrkeforholdene kan flytte sig.
Men også om, hvor forsigtige vi skal være med at sætte lighedstegn mellem sportslig kvalitet, økonomiske ressourcer og organisatorisk robusthed.
De tre ting kan selvfølgelig hænge sammen – men gør det ikke nødvendigvis og må ikke forveksles.
Og så er der ASA…
Hvis man vil forstå hvorfor, er ASA måske den mest interessante case i dansk kvindefodbold lige nu. Klubben er rykket op i A-Ligaen som rendyrket amatørmiljø og konkurrerer nu med klubber med væsentligt større økonomiske og professionelle set-ups. Og ASA klarer sig fremragende. Det udfordrer en forestilling, der let sniger sig ind, når vi diskuterer kvindefodboldens udvikling:
At professionalisering i sig selv er lig med kvalitet.
Det er ikke tilfældet! Professionalisering kan skabe bedre forudsætninger for kvalitet. Flere ressourcer kan give mere træningstid, større stabe, bedre restitution, bedre muligheder for rekruttering og – ikke mindst – mulighed for at binde og fastholde spillerne.
Men pengene skaber ikke automatisk miljøet. Kontrakter skaber ikke automatisk en stærk kultur. Fuldtidsansættelser skaber ikke automatisk bedre træning. Og et større budget skaber ikke automatisk et bedre fodboldhold.
Vi er nødt til at skelne mellem professionelle vilkår, og professionel adfærd.
Det første kan købes – det andet skal bygges!
ASA er interessant, fordi klubben lige nu demonstrerer forskellen. Spillerne er amatører. Det betyder ikke, at ambitionerne er amatøragtige. Det betyder heller ikke, at kravene, kulturen eller arbejdet behøver at være det.
ASA fører med andre ord lige nu bevis for, at man ikke behøver være professionel for at arbejde professionelt.
Men amatørmodellen har en sårbarhed
Det betyder ikke, at professionalisering er ligegyldig – tværtimod.
For ASA og Østerbro viser faktisk hver sin side af den samme problemstilling.
ASA demonstrerer, at et amatørmiljø kan skabe sportslig kvalitet på højeste nationale niveau.
Østerbro demonstrerede, at amatørmodellen samtidig kan være strukturelt sårbar. Når spillerne ikke er kontraktbundne, kan fem afgange efter en registreringsfrist få konsekvenser, som et kontraktmiljø har bedre muligheder for at absorbere.
Amatørstatus er altså ikke det samme som manglende kvalitet. Men amatørstatus kan gøre det vanskeligere at beskytte kvaliteten, når modgangen rammer – hvilket er en vigtig forskel.
Og så vender vi tilbage til AaB.
Vi mangler fortsat AaB’s egen uddybende forklaring på afbuddet. Ifølge lokalmediet naestved.nu kunne klubben ikke stille et “slagkraftigt hold”.
Den formulering efterlader et ret afgørende spørgsmål: Kunne AaB ikke stille et lovligt hold – eller kunne AaB ikke stille det hold, man ønskede at stille?
Det er ikke det samme – og indtil AaB selv har forklaret omstændighederne, skal man være varsom med at konkludere mere.
Men situationen er ikke desto mindre bemærkelsesværdig. AaB protesterede over Næstveds regelbrud. Fik medhold. Fik en ny kamp. Og spillede den ikke.
På landets næsthøjeste niveau må der være nogle grundlæggende forventninger til klubberne. Man behøver ikke være fuldtidsprofessionel. Man behøver heller ikke have A-Liga-budget.
Men et ganske rimeligt sted at begynde må være at kampene i det mindste bliver afviklet.
Dansk kvindefodbold udvikler sig hurtigt. Vi taler om flere tilskuere, større klubber, flere sponsorer, bedre faciliteter, flere kontrakter og større budgetter. Alt sammen med god grund – men måske mangler der et ord i diskussionen:
Robusthed.
Et stærkt miljø er ikke bare et miljø, der fungerer, når resultaterne er gode og alle spillere er til rådighed. Det er et miljø, der kan absorbere skader, spillerafgange, graviditet, studier, arbejde og alle de andre forhold, der følger med virkeligheden – ikke mindst i den del af kvindefodbolden, hvor mange spillere stadig ikke lever af sporten.
Derfor er AaB-sagen større end den åbenlyse ironi i, at klubben først protesterede sig til en omkamp og derefter meldte afbud til den.
Og derfor er Østerbros afbud stadig relevant.
Ikke fordi de to klubber nødvendigvis har det samme problem.
Men fordi to ikke-afviklede kampe på mindre end et halvt år bør få os til at interessere os for fundamentet under landets næstbedste række.
ASA minder os samtidig om, at svaret ikke bare kan være flere penge og flere kontrakter. For den måske vigtigste lære fra Aarhus lige nu er ganske enkel:
Man behøver ikke være professionel for at arbejde professionelt. Og omvendt er en professionel eller semiprofessionel ramme ingen garanti for kvalitet.
Den giver bedre forudsætninger for at skabe den. Resten skal stadig bygges.
Dansk kvindefodbold har brug for mere professionalisering. Men den har mindst lige så meget brug for flere robuste miljøer.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik.
Han er i besidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling. I dag er han ansat som akademi- og talentchef i Viborg FF.
