Stefan Vendelbo Madsen oplyser på sin Facebook-profil, at han har opsigt sin stilling som cheftræner i B-Ligaklubben FC Thy-Thisted Q, og at han derfor stopper ved månedens udgang.
De seneste måneder har været yderst dramatisk i FC Thy-Thisted Q, der kort før sæsonstart meddelte, at klubben ikke længere kunne tilbyde kontrakter til klubbens kvindespillere grundet økonomiske udfordringer.
Det medførte, at flere markante profiler som Line Saugstrup og Camilla Nielsen valgte at stoppe i klubben, men det stopper ikke her.
Fredag aften meddelte holdets cheftræner, Stefan Vendelbo Madsen, at han har lagt sin opsigelse i klubben, og derfor stopper han ved månedens udgang. Dermed slutter en mere end femårig tid i klubben, hvor han har taget turen fra andetholdstræner, over transitionstræner, assistenttræner og til at stå i spidsen for førsteholdet.
Ifølge Vendelbo er beslutningen trods den seneste tids postyr i klubben udramatisk, og han glæder sig over den store forståelse, som han har mødt fra klubben i forbindelse med beslutningen.
– En beslutning, som har været en af de absolut sværeste, jeg har taget i mit liv.
– Jeg skal sige farvel til en klub, et sted, et hold og nogle mennesker, som jeg har brugt 6 ½ år sammen med, skriver han og henviser til mere end 200 kampe som træner for klubbens førstehold, hvoraf størstedelen har været som enten assistenttræner eller cheftræner.
Årsagen til opsigelsen skal findes i, at motivationen er løbet op.
Thy Thisted er efter syv runder af B-Ligaens grundspil placeret på en fjerdeplads med 10 point. Man er fem point efter Sundby på andenpladsen, der giver adgang til forårets Kvalifikationsspil.












