Selma Svendsen, Carli Scheuer, Sofie Vendelbo, Emilie Fink og Pernille Sanvig fik alle deres første minutter for A-landsholdet mod Canada. Efter kampen satte tre af debutanterne ord på en oplevelse, de sent vil glemme.
Natten til lørdag gik en drøm i opfyldelse for fem danske landsholdsspillere.
Selma Svendsen, Carli Scheuer, Sofie Vendelbo, Emilie Fink og Pernille Sanvig fik alle debut for A-landsholdet, da Danmark spillede 1-1 mod Canada i den første af to testkampe på canadisk grund.
Det danske kvindelandshold er i øjeblikket samlet i Canada, hvor holdet skal spille to testkampe mod værtsnationen. Forud for det første opgør havde landstræner Jakob Michelsen åbnet for muligheden for at give flere spillere deres debut i landsholdstrøjen.
Det blev en realitet, og især Selma Svendsen havde brug for et øjeblik til at fordøje den store oplevelse.
– Jeg tror lige, at jeg skal suge det hele ind. Det er lidt overvældende, men jeg er virkelig stolt og beæret over at få chancen, fortæller Selma Svendsen i et interview med DBU efter kampen.
Den 25-årige midtstopper var samtidig begejstret for både modstanderen og rammerne omkring kampen.
– Vi møder et godt hold og en virkelig god kulisse. De har gjort meget ud af det, i forhold til at det er en træningskamp. Mega fed oplevelse, så det vil jeg aldrig glemme. Nu er drømmen opfyldt, det er så dejligt, siger hun i et interview til DBU.
For Selma Svendsen, Sofie Vendelbo og Carli Scheuer var det ikke blot en landsholdsdebut, men også deres første udtagelse til en samling med A-landsholdet.
For Carli Scheuer var det en særlig oplevelse at få chancen på den store scene. Den 19-årige venstreback har markeret sig i FC Nordsjælland, og præstationerne sikrede hende en plads i landsholdstruppen, da hun i slutningen af september blev efterudtaget til samlingen i Canada.
Hun startede inde mod Canada og spillede samtlige 90 minutter. Det var en oplevelse, hun var glad for, selvom resultatet ikke helt levede op til forventningerne.
– Det er selvfølgelig rigtig stort, og jeg er enormt glad for at få min debut og spille 90 minutter, men jeg er også ærgerlig over, at vi ikke vinder kampen. Pigerne var mega søde og supernemme at spille med, fortæller Carli Scheuer.
Også Sofie Vendelbo var med fra start i opgøret. FC Midtjylland-profilen er blandt de spillere fra A-Ligaen, der har overbevist Jakob Michelsen om deres niveau, og hun lagde ikke skjul på, hvor meget debuten betød for hende.
– Jeg er megastolt, og jeg er mega glad. Jeg er også lidt lettet, men det var virkelig en fed oplevelse. Jeg kunne mærke, at det sitrede i hele kroppen, og jeg blev rigtig nervøs, da vi stod i cirklen, men lige så snart man er i gang, så zoner man ret hurtigt ind, fortæller FCM-stopperen.
Selvom landsholdsdebuten var en stor oplevelse for Selma Svendsen, måtte hun vente lidt med at dele glæden med sin familie.
Kampen blev spillet i Canada, og tidsforskellen betød, at hendes forældre lå og sov, da hun efter slutfløjtet skulle fordøje oplevelsen.
– De har sagt, at jeg ikke må ringe nu. De sover, men i morgen tidlig, når jeg vågner, så glæder jeg mig til at snakke med dem, afslutter Selma Svendsen.
De fem debutanter kan nu se frem mod endnu en mulighed for at trække den danske landsholdstrøje over hovedet. Mandag aften møder Danmark igen Canada, når de to nationer spiller den anden testkamp.
Kampen fløjtes op klokken 21.30 dansk tid på BMO Field i Toronto.
Se hele interviews med Selma Svendsen, Carli Scheuer og Sofie Vendelbo her.












