Hougaard efter tiltrængt sejr: “Vi får noget ud af anstrengelserne”

Fortuna-spillerne fejrer holdets scoring mod FCN. Foto: Jess Madsen

To scoringer på de første otte minutter lagde fundamentet til en 0-3-sejr i Odense, som giver Fortuna Hjørring et vigtigt løft inden landsholdspausen.

I weekenden blev OB besejret med 0-3, da Fortuna Hjørring gæstede Nature Energy Park.

Sejren kom efter et par hårde uger for Fortuna Hjørring, hvor det er blevet til manglende sejre i A-Ligaen og et exit fra Europa Cuppen.

Der var derfor masser på spil forud for landsholdspausen, da Fortuna Hjørring skulle jagte sejren i Odense søndag formiddag. Med to scoringer inden for de første otte minutter var der aldrig for alvor tvivl om udfaldet i det tidlige opgør.

– Vi kommer godt fra start både i spillet, i chancerne og på måltavlen. Vi får skabt to rigtig fine og flotte chancer ved scoringerne. Den første kommer fra en god omstilling, og den anden kommer fra et godt opspil i venstre side, siger cheftræner Niclas Hougaard i en udtalelse til klubben selv.

Ifølge cheftræneren falder tempoet en smule, i takt med at kampen får mulighed for at sætte sig:

– Vi falder en lille smule i tempo i første halvleg, hvor vi giver dem lidt for meget initiativ, men der er stadig fin kontrol fra vores side. Der blev skabt en pæn del chancer, men vi skulle også have scoret flere mål, følger han op.

 

Fortuna Hjørring befinder sig nu på en fjerdeplads i tabellen med otte point op til frontløberne fra HB Køge efter de første ti spillerunder. Derfor var det ekstra vigtigt for cheftræneren at kunne få afkast på anstrengelserne.

– Det føles godt at få endnu en sejr. Mest af alt er det godt at få følelsen af, at vi skaber chancer, og føle, at vi får noget ud af anstrengelserne – både på træningsbanen og i kampen, afslutter en tilfreds Niclas Hougaard.

A-Ligaen er sat på pause de næste to uger, mens landsholdspausen overtager. Fortuna Hjørring kommer først i aktion igen den 17. oktober, når de hjemme tager imod Kolding IF i A-Ligaen.