Josephine Lech foreviger historisk FCK-tid på huden

Josephine Lech lægger støvlerne på hylden. Her ses hun i forbindelse med en scoring mod Ølstykke FC.. Foto: Freja Borne / FCK

Josephine Lech skrev historie som FC Københavns første kvindelige spiller. Nu har den tidligere løvinde foreviget sin historiske tid i klubben med en tatovering af FCK-logoet.

Den 13. juni 2024 skrev 23-årige Josephine Lech historie som den første kvindelige fodboldspiller i FC København. Hun satte sin underskrift på klubbens allerførste kvindekontrakt, og siden har hun været med på en historisk rejse, der har taget løvinderne fra 2. Division til landets bedste række, A-Ligaen.

I starten af den nuværende sæson kunne Josephine Lech dog fortælle, at hun havde valgt at lægge fodboldstøvlerne på hylden for i stedet at fokusere på sine medicinstudier.

Tiden i FC København har dog sat dybe spor hos den tidligere kantspiller. Som kvindelig ambassadør for hovedstadsklubben har hun oplevet, hvordan hun kunne være et forbillede for andre – og netop dét har været en stor drivkraft for hende.

– Det, at jeg kan gøre en forskel for andre. Både unge spillere og nogen på min egen alder. Det betyder meget, at nogen har ment, at jeg godt kunne have den rolle, og på den måde at kunne være en rollemodel, fortæller den allerførste løvinde i et interview med FC København.

For Josephine Lech har det haft stor betydning at kunne inspirere andre.

– Hvis jeg har ændret noget for nogen, så er det bare den bedste følelse for mig.

Lech startede inde i kvindernes første officielle kamp for FC København, og hun skrev sig samtidig ind i historien som den første løvinde til at komme på måltavlen.

Nu har hun også valgt at forevige sin tid i klubben på huden. Josephine Lech har nemlig fået tatoveret FC Københavns logo på sin overarm, som et evigt minde om den historiske begyndelse.

– Jeg tænkte meget over, at det er et stykke Danmarkshistorie, vi har skabt som hold, og at jeg har været en del af det. Jeg var den første til at skrive under på en kontrakt. Det er meget stort for mig og noget, jeg altid vil huske, afslutter Josephine Lech.

I sin tid i FC København nåede kantspilleren at iføre sig den hvide og blå trøje 39 gange. Her bidrog hun med hele 19 mål.