Brøndby IF kan se frem til to møder med norske Rosenborg i Europa Cuppens ottendedels-finaler. Holdet undgik dermed storhold som Wolfsburg, Frankfurt og Hammarby.
Onsdag aften gjorde Brøndby IF flot arbejdet færdigt i anden kvalifikationsrunde i Europa Cup, da holdet med 2-2 på udebane mod Sporting CP spillede sig videre ind i hovedturneringen med en samlet 6-3-sejr over den portugisiske storklub.
Fredag skulle det så afklares, hvem klubben fra Vestegnen skulle møde i turneringens ottendedels-finale og med status som useedet i lodtrækningen var flere frygtindgydende klubber blandt de mulige modstander. Ikke mindst tyske Wolfsburg og Eintracht Frankfurt samt sidste års Europa Cup-finalister fra Hammarby.
Brøndby slap dog for de mest skræmmende modstandere, da norske Rosenborg kom op ad bowlen og blev parret med de blå-gule.
Den norske klub var sammen med spanske Real Sociedad de laveste mulige seedede klubber, som Brøndby kunne møde.
Rosenborg råder over en enkelt dansk spiller i truppen – nemlig Agnete Marcussen, mens landsholdskeeper Lene Christensen for nuværende er udlejet fra klubben til svenske Hammarby.
Opgørene i 1/8-finalerne finder sted henholdsvis den 28/29. oktober & 10/11. november.












