Olivia Holdt scorede fra midtercirklen i mandagens sejr mod Canada, men midtbaneprofilen mener ikke, at målet er det bedste hun har lavet, omend hun erkender, at det er et af de bedre.
Olivia Holdt var i hopla sent mandag aften dansk tid, da den danske Tottenham-spiller scorede to gange i Danmarks 3-4-sejr mod Canada.
Efter 23 minutter stjal Holdt rampelyset, da hun scorede fra midtercirklen med en præcis afslutning ind over den canadiske keeper Kaylen Sheridan.
Efter slutfløjt blev Olivia Holdt spurgt af DR Sporten, om målet var hendes bedste i karrieren.
– Nej, det tror jeg ikke. Det er et af de bedre, men det betyder selvfølgelig meget, når det er med landsholdet. Det kommer ind på top-3, siger hun.












