Wolfsburg, Frankfurt og Hammarby er blandt de otte mulige modstandere, som Brøndby IF senere fredag kan trække i 1/8-finalerne af Europa Cup.
Brøndby IF leverede en flot præstation ved at sende portugisiske Sporting CP ud af den afsluttende kvalifikationsrunde i Europa Cup, og derfor er klubben fra Vestegnen fredag i bowlen, når der trækkes lod til selve hovedturneringen – startende med 1/8-finalerne.
Her går Brøndby ind til lodtrækningen som useedet, og derfor står det fast, at klubben har otte mulige modstandere.
Her er europæiske mastodonter i blandt. Mest opsigtsvækkende er muligheden for at rende ind i tyske Wolfsburg, der overraskende missede kvalifikationen til Champions League, og derfor er overgået til Europa Cup. Cecilie Fløes klub er topseedet baseret på UEFAs koefficientrangliste, mens ligarivalerne fra Eintracht Frankfurt med danske Sofie Lundgaard på holdet er seedet som toer.
Herudover kan også sidste års Europa Cup-finalister fra Hammarby vente Brøndby, såfremt holdet bliver parret op til to møder med Anna Walter og Lene Christensens arbejdsgiver. Der er også mulighed for en revanche mod Ajax, der tidligere på sæsonen slog de blå-gule ud af Champions League-kvalifikationen, som den hollandske storklub heller ikke lykkedes med at kvalificere sig til.
Herunder kan du se de otte mulige modstandere for Brøndby IF:
Wolfsburg (Tyskland)
Eintracht Frankfurt (Tyskland)
Hammarby (Sverige)
Sparta Prag (Tjekkiet)
SK Brann (Norge)
Ajax (Holland)
Real Sociedad (Spanien)
Rosenborg (Norge)
Opgørene i 1/8-finalerne finder sted henholdsvis den 28/29. oktober & 10/11. november.












