Brøndby IF sikkert videre i KvindePokalen efter storsejr over B.93

Brøndbyspillerne jubler efter en scoring. Foto: 3-Point.dk

Brøndby IF sikrede sig onsdag aften en plads i KvindePokalens kvartfinaler med en overbevisende 6-0-sejr på udebane over B-Ligaens førerhold B.93. Gæsterne fra Vestegnen havde kontrol over store dele af opgøret på Østerbro Stadion, hvor 641 tilskuere satte ny tilskuerrekord for en kvindekamp i B.93.

På en kølig onsdag aften dannede Østerbro Stadion rammerne om en af de sidste ottendedelsfinaler i KvindePokalen, da B-Ligaens tophold B.93 tog imod Brøndby IF, der indtager tredjepladsen i A-Ligaen.

Selvom hjemmeholdet forsøgte at lægge pres på gæsterne fra kampens begyndelse, var det hurtigt Brøndby IF, der overtog initiativet og satte sig på begivenhederne.

Allerede efter knap otte minutters spil var gæsterne tæt på at bringe sig foran, da et langskud ramte overliggeren. En efterfølgende situation blev dog afbrudt for offside.

Brøndby IF fortsatte med at skabe muligheder, og i det 13. minut var gæsterne igen tæt på en scoring, da et fladt indlæg fra højre side blev afsluttet lige forbi målet.

Brøndby IF afgjorde reelt kampen før pausen

Efter 17 minutters spil kom kampens første scoring, da Amalie Thestrup sikkert omsatte et straffespark til en 1-0-føring. Angriberen sendte bolden hårdt langs jorden, og selvom B.93-målmand Mira Pastoft var tæt på at nå afslutningen, kunne hun ikke forhindre scoringen.

Kort efter måtte B.93-målmanden igen i aktion, da Emilie Fink kom frem til en afslutning, som Pastoft fik reddet i to omgange.

I det 29. minut blev føringen udbygget til 2-0. B.93 havde problemer med at få bolden clearet væk fra eget målfelt, og det udnyttede Hanna Andersson til at sende bolden i nettet.

Brøndby IF fortsatte med at dominere, men hjemmeholdet fik også en enkelt mulighed før pausen.

Efter 38 minutters spil fik B.93 sat en omstilling i gang efter en dobbeltchance til gæsterne. Det endte med en afslutning fra den tidligere Brøndby-spiller Louise Haugaard Ringsing, men Brøndby-målmand Isabella Filippa Helleberg Andersen fik afværget forsøget.

I det efterfølgende angreb var Brøndby IF tæt på endnu en scoring, men en refleksredning fra Mira Pastoft holdt midlertidigt gæsterne fra yderligere scoringer.

Det lykkedes dog ikke hjemmeholdet at holde stillingen frem til pausen. I det 43. minut udnyttede Rakel Engesvik endnu en situation, hvor B.93 ikke fik clearet bolden ordentligt, og dermed kunne Brøndby IF gå til pause med en føring på 3-0.

Brøndby IF fortsatte dominansen efter pausen

Kampbilledet ændrede sig ikke væsentligt efter pausen, hvor Brøndby IF fortsat var det mest toneangivende mandskab.

Efter 53 minutters spil blev føringen udbygget til 4-0, da Hanna Andersson scorede sit andet mål i kampen.

Efter et indlæg fra højre side var B.93-målmand Mira Pastoft kommet langt ud af sit mål og blev fanget ved kanten af feltet. Det gav Andersson mulighed for at sende bolden i et tomt mål.

B.93 forsøgte efterfølgende at komme længere frem på banen, og i det 62. minut viste hjemmeholdet prøver på sit offensive spil.

Efter et velspillet angreb fra egen forsvarszone blev Karla Stein Borre sendt afsted med en aflevering. Hun tog et længere løb frem mod Brøndbys straffesparksfelt, hvor hun kom til afslutning, men forsøget blev reddet af Isabella Filippa Helleberg Andersen.

Fem minutter senere kunne gæsterne udbygge føringen yderligere. Cecilie Buchberg modtog bolden ved kanten af feltet og sendte den over Mira Pastoft til 5-0.

I det 72. minut blev det også 6-0, da indskiftede Kaya Mortensen med en individuel aktion driblede forbi flere B.93-spillere inde i straffesparksfeltet, inden hun afsluttede forbi hjemmeholdets målmand.

Brøndby IF fortsatte med at presse på trods af den store føring, og i det 79. minut måtte Mira Pastoft levere yderligere to redninger i samme angreb. Efterfølgende blev der dog dømt offside.

Tilskuerrekord på Østerbro Stadion

Selvom B.93 i perioder af anden halvleg formåede at komme længere frem på banen, lykkedes det aldrig hjemmeholdet for alvor at true Brøndby IF’s komfortable føring.

Dermed sluttede opgøret med en 6-0-sejr til gæsterne, som sikrede sig en plads blandt de sidste otte hold i KvindePokalen.

Kampen blev samtidig en historisk aften for B.93 uden for banen. De 641 fremmødte tilskuere på Østerbro Stadion var således ny tilskuerrekord for en kvindekamp i klubben.

For B.93 er pokaleventyret dermed slut i denne omgang, mens Brøndby IF kan se frem til kvartfinalerne i KvindePokalen.