Hollandsk topspiller til Mariann Gajhedes svenske klub

0
699
Mariann Gajhede. Foto: www.erikastrom.se
Mariann Gajhede. Foto: www.erikastrom.se

Danske Mariann Gajhede Knudsen får endnu en stærk holdkammerat i sin svenske klub Linköpings FC.

I forvejen har den ambitiøse klub skrevet kontrakt med fire nye spillere til 2012-sæsonen, og torsdag blev det så offentliggjort, at en af de seneste sæsoners mest markante spillere i Damallsvenskan skifter til Linkopings FC. Det er den hollandske topspiller Manon Melis, der skifter til Linkoping efter et kort ophold i den nu lukkede amerikanske liga.

25-årige Manon Melis har været topscorer i Damallsvenskan i 2008, 2009 og 2011, og hun beskrives på det svenske fodboldsite damfotboll.com som en af ligaens absolut bedste spillere. Inden hun skiftede til USA var hun en af nøglespillerne i den svenske mesterklub LdB FC Malmö.

Manon Melis starter i Linköpings FC i begyndelsen af marts, og det samme gør en anden topangriber, den lynhurtige australske landsholdsspiller Lisa de Vanna. De to forstærkninger får damfotboll.com til at udnævne Linköpings FCs angreb i den nye sæson til det hurtigste i den svenske liga.

Manon Melis spiller på det hollandske landshold, som onsdag slog Frankrig 2-1. Manon Melis var for en gangs skyld ikke blandt målscorerne.

Linköpings FC blev i den seneste sæson nummer 6 i Damallsvenskan, men klubben satser i år på at kæmpe med om det guld, som Linköping senest vandt i 2009.

Læs også: Mariann Gajhede: Stor omvæltning at komme til Linköpings FC