Fortuna Hjørring er danske mestre – se dem fejre mesterskabet

0
162

Fortuna Hjørring er mestre for 12. gang efter 1-1 lørdag i Brøndby. Der er fortsat stor spænding om sølv og bronzemedaljerne

Så lykkedes det: Fortuna Hjørring kan endelig kalde sig vindere af Gjensidige Kvindeliga 2025, efter at holdet lørdag spillede 1-1 ude mod Brøndby IF.

To weekender i træk har Fortuna Hjørring måttet udskyde guldfesten, fordi det ellers suveræne tophold tabte til OB og HB Køge. Men med uafgjort lørdag i Brøndby er det nu en kendsgerning: Fortuna Hjørring har vundet sit 12. danske mesterskab, hvilket er en tangering af rekorden for flest mesterskaber.

Ligatopscorer Joy Omewa scorede – selvfølgelig – igen for Fortuna. Hendes 18. sæsonmål blev sendt ind til 0-1 efter 28. minutter. Den stilling holdt til fem minutter ind i 2. halvleg, hvor Dajan Hashemi-Ghermezi fik udlignet for Brøndby til slutresultatet 1-1.

“Til alle rødder i dansk kvindefodbold”

Efter kampen blev mesterskabet fejret på Brøndbys Bane 2 og i omklædningsrummet, hvor der blev sunget mesterskabssange. Fortuna-træner Lene Terp sagde sådan her til DR om betydningen af DM-titlen, som er Fortunas første i fem år.

“Det her mesterskab er til alle rødder i dansk kvindefodbold. Det her er om nogen en ildsjæle-klub, der har været med altid. Mange af de spillere, der har været igennem, er jo stadig i baglandet til klubben. Så det er først og fremmest til dem,” sagde Lene Terp.

Kamp om sølv og bronze

Der resterer endnu tre runder af kvindeligaen. FC Nordsjælland er på 2. pladsen med 35 point, mens Brøndby er på 3. pladsen med 34 point. Men både HB Køge og OB kan blande sig i medaljedysten. De to hold spillede 1-1 lørdag og har 31 og 30 point.

På lørdag har Fortuna Hjørring chancen for at sikre sig The Double, når nordjyderne spiller pokalfinale på Lyngby Stadion mod sidste sæsons pokalvindere fra FC Nordsjælland.