FC København er klar til 1. division: “Næsten ikke til at fatte”

0
289
Foto: Freja Borne, FCK

FC Københavns kvinder sikrede sig lørdag oprykning til 1. division med en 3-2 sejr over AaB. “Vi har nået en af de helt store milepæle,” siger Rebecca Steele, Head of Women’s Football i FCK

“Det er næsten ikke til at fatte, det er så stærkt gået af alle de her seje kvinder”.

Sådan lyder det fra en begejstret Rebecca Steele, Head of Women’s Football i FCK, efter at FC Københavns kvinder lørdag slog AaB med 3-2 i Vanløse Idrætspark.

Sejren betyder nemlig, at FC København nu har sikret sig oprykning til 1. division.  Dermed er holdet, der blev officielt lanceret den 1. juli 2024, nu bare én oprykning fra målet om at spille med i landets bedste række, kvindeligaen.

“Oprykningen var en af de helt store milepæle, da vi indledte sæsonen, men vi skal videre næste sæson. Der er en oprykning mere, før vi er med på allerhøjeste niveau, og det er jo en klar vision for holdet,” siger Rebecca Steele til FCKs hjemmeside.

FCKs spillere fejrer oprykningen. Foto: Freja Borne, FCK

“Det betyder bare alt”

Sejren kom i hus med ét mål af Maria Hovmark og to af Frederikke Boisen. Hovmark udlignede til 1-1 fire minutter inden pausen og minuttet efter lagde hun op til Frederikke Boisens 2-1-mål. Hovmark var også med i forarbejdet til Boisens 3-1-mål midt i 2. halvleg.

“Den oprykning betyder bare alt, det er det, vi har arbejdet for hver dag,” sagde Maria Hovmark til FCKs hjemmeside efter kampen.

“Nu skal vi fejre det i aften, men vi har også en kamp næste weekend, så vi fejrer ikke 100% endnu. Det kan vi gøre efter den sidste kamp i Parken, som jeg glæder mig helt vildt til. Det håber jeg, at alle folk gør, og jeg håber at se alle i Parken den søndag, for det bliver historisk,” sagde Hovmark.

1.155 tilskuere var mødt frem til kampen. Dermed beviste det nye FCK-hold endnu en gang, at de trækker flere tilskuere end alle andre hold i de kvindelige divisioner.

LÆS OGSÅ:

FC Københavns kvinder rykker ind i Parken