Formstærk Olivia Holdt vil byde mere ind på landsholdet

0
100

Efter en periode inde og ude af landsholdsvarmen håber en formstærk Olivia Møller Holdt nu på at få en større rolle og blive fastetableret på holdet.

Da Jakob Michelsen i sidste uge udtog landsholdet til de kommende playoff-kampe i Nations League mod Finland var der hele ni ændringer fra EM-truppen, og en af disse var, at Olivia Møller Holdt igen var udtaget.

En nyhed der ikke overraskende glæder hovedpersonen selv:

– Det var fedt at blive udtaget igen. Jeg har altid haft stor tiltro til mig selv, men jeg vil ikke sige, at jeg havde forventet det, men jeg havde da håbet på det, så det var dejligt at få det opkald fra Jakob (Michelsen, red), siger hun til FODBOLD FOR PIGER.

Offensivspillerer, der til daglig spiller i Tottenham, har været meget inde og ude af landsholdet, og selv indrømmer hun da også, at hun håbet at være mere fastetableret på A-landsholdet, end det har været tilfældet.

– Det har været lidt blandet i de seneste år. Nu er jeg efterhånden 24 år, så jeg havde nok set mig selv være lidt tættere omkring landsholdet og have en lidt større rolle.

– Men der har også været nogle skader og nogle præstationer, som ikke har været gode nok til landsholdet. Så det har været lidt op og ned, men det er altid fedt at være på landsholdet, og jeg er super taknemmelig for de gange, jeg har været med.

Holdt, der er mødt formstærk ind til landsholdssamlingen efter en flot sæsonstart i sin engelske klub, satser nu på, at hun for alvor kan få slået sit navn på landsholdet fast.

-Det er klart, at jeg nu vil til at byde mere ind på landsholdet.

-Jeg vil gerne bidrage med mål, assist og at skabe chancer offensivt. Det er svært præcist at sige, hvad min ambition er, men jeg vil gerne bide mig mere fast på landsholdet, om det så er i startopstillingen eller med indhop, siger hun.

Olivia Møller Holdt står noteret for syv landskampe samt en enkelt scoring.