Stifteren for Brøndby Women Fanklub, Tobias Nielsen, fortæller i podcasten Vores A-Liga, at han savner en større inddragelse i klubbens beslutninger omhandlende stemning og tilskuerudvikling.
I seneste afsnit af podcasten Vores A-Liga var temaet fans – og særligt fokuseret på udfordringen med at få flere fans på lægterne i dansk kvindefodbold.
Blandt gæsterne i panelet var Tobias Nielsen, der er stifter af Brøndby Women Fanklub, der arbejder målrettet på at skabe mere opmærksomhed og stemning omkring kvindefodbolden.
Han understreger dog, at væksten af kvindefodbolden kræver mere end bare passionerede fans. Han efterlyser et tættere samarbejde med klubberne for at skabe endnu bedre rammer for fankulturen.
– Vi vil gerne inddrages og inviteres med ind i rummet, når der træffes beslutninger om fanstemning. Bedre samarbejde og mere inddragelse er et stort ønske, siger han i podcasten Vores A-liga.
Han påpeger konkret den store dobbeltkamp mellem Brøndby Women og AGF, der fandt sted den 19. oktober, som et eksempel. Inden kampe bliver der afholdt sikkerhedsmøder i forhold til sydsiden og det medfølgende capotårn, hvor Brøndbysupport og klubben mødes omkring stemning og regler. Det var dog ikke tilfældet, da Brøndby Women spillede på Stadion, hvilket ærgrer Tobias Nielsen.
– Der ville jeg have ønsket vi var blevet inddraget i den dialog. Inddragelse af de rigtige personer er vigtigt. Det skal være os der står ude på 1964 Park hver weekend der bliver rakt ud til, siger han og uddyber.
– Jeg synes der mangler noget respekt for dem der rent faktisk bruger deres tid og passion på at støtte op om pigerne weekend efter weekend, afslutter han.
Hør hele afsnittet af Vores A-liga her















