FC Midtjylland Kvindefodbold oplyser i en pressemeddelelse onsdag, at klubben har ansat Kristian Kamp som ny sportschef.
FC Midtjylland fyrede for nylig både cheftræner Steen Gravgaard og sportschef Anders Madsen. Nu har klubben fundet afløseren for sportschefen Anders Madsen.
Kristian Kamp tiltræder 1. januar 2026 som ny sportschef og bliver dermed central i klubbens ambition om at etablere sig som en af de førende kræfter i dansk kvindefodbold.
Ifølge Anne Kjeldsen, chef for FC Midtjylland Kvindefodbold, er ansættelsen resultatet af en grundig proces med fokus på ledelse, værdier og den retning, klubben ønsker at gå i.
– I samtalerne med Kristian har vi mødt en leder, der kombinerer faglighed og erfaring med stærke menneskelige kompetencer, siger Anne Kjeldsen og forsætter.
– Hans ambitioner flugter med vores. Han vil udvikle kvindefodbolden og indfri det potentiale, vi ved, der er.
Anne Kjeldsen fremhæver samtidig behovet for en sportschef, der er tæt på hverdagen i Vildbjerg og kan sikre både retning og kultur i udviklingen af klubbens setup.
Erfaring og stærke værdier
Kristian Kamp kommer til Midtjylland med mange års erfaring fra blandt andet Esbjerg fB, Varde IF, DBU og Ligaforbundet. Han beskriver sig selv som en leder med fokus på at få mennesker og miljøer til at præstere.
– Jeg kommer med en solid ledelsesbaggrund og et speciale i at få mennesker og miljøer til at fungere, siger Kristian Kamp og forsætter.
– Det er vigtigt for mig ikke kun at tale strategi, men også at omsætte ordene til handling.
Kristian Kamp lægger vægt på at skabe et stærkt udviklingsmiljø, hvor tillid, nysgerrighed og FC Midtjyllands værdier er bærende elementer.
– Jeg vil bruge den første tid på at lære miljøet og menneskene i klubben at kende. Derfra skal vi skabe et attraktivt udviklingsmiljø med en tydelig identitet, forklarer Kristian Kamp.
Skal løfte den sportslige sektor
Som sportschef får Kamp det overordnede ansvar for den sportslige sektor, hvor kontinuerlig udvikling bliver nøgleordet.
– Min primære opgave bliver at lede den sportslige sektor, så vi leverer den performance, der forventes i en klub som FC Midtjylland, siger Kristian Kamp og understreger vigtigheden af feedback, nysgerrighed og forskellige perspektiver for at styrke helheden.
















