Tydelige fremskrift giver Koldings U19-piger optimisme for fremtiden

0
178
Kolding IF U19

Ovenpå et efterår præget af hårdt arbejde, læring og tydelige fremskridt kan Kolding IFs U19 ligahold se tilbage på en halvsæson, der giver optimisme for fremtiden. Det fortæller cheftræner Josefine Ladegourdie til FODBOLD FOR PIGER.

– Overordnet set er jeg tilfreds med holdets præstation i efteråret, både på og uden for banen, siger hun og peger på, at spillerne har stået midt i en vigtig overgang. Overgangen til akademiet og den måde, Kolding IF arbejder med spillestil og transition på, stiller store krav til de unge spillere. Alligevel har pigerne vist stor vilje og disciplin i hverdagen.

– Pigerne har hver uge trænet hårdt og arbejdet godt med vores spillestil. Det har også givet nogle fine resultater undervejs, som vi kan være stolte af, forklarer Ladegourdie.

Et af de områder, hun især vil fremhæve fra efteråret, er spillernes evne til at arbejde med transition – et centralt element i hele Kolding IFs akademi. Transition handler ikke blot om hurtige omstillinger, men om forståelsen af spillets forskellige faser og evnen til at skifte mellem dem.

– Det betyder, at pigerne skal være skarpe i spillestilen for at kunne spille med på flere hold. Det synes jeg virkelig, de har været super gode til, siger hun og understreger, at spillerne både har vist taktisk forståelse og personligt mod.

Ifølge cheftræneren har holdet taget store skridt, når det gælder evnen til at agere både med og uden bolden – og ikke mindst turde tage ansvar på banen.

– De tilpasser sig de forskellige faser og tør træffe modige beslutninger på egen hånd, lyder det.

Når det kommer til målsætningerne for sæsonen, arbejder Kolding IFs U19-hold med to klare spor. Det ene handler om fællesskabet og resultaterne her og nu, det andet om langsigtet spillerudvikling.

“Vores fælles målsætning er altid at vinde hver enkelt kamp, vi går ind i, ved at være tro mod vores spillestil og have Kolding-attitude, når vi spiller”  

På træningsbanen handler det om kontinuerligt at lægge nye lag på spillet gennem hårdt og målrettet arbejde.

Den anden målsætning er mindst lige så vigtig: Udviklingen af den enkelte spiller. Her er fokus rettet mod at sikre en fortsat god transition gennem årgangene og på sigt levere spillere til klubbens A-liga-hold.

I vinterpausen bliver der ikke skruet ned for ambitionerne. Tværtimod, slår cheftræneren fast.

– Vi arbejder videre med vores spillestil og vil gerne lægge på i vores udtryk og mentalitet, siger cheftræneren og afslutter: Det skal være intenst og aggressivt hver gang, vi går på banen.

Med et solidt fundament fra efteråret og klare mål for fremtiden går Kolding IFs U19-piger et spændende forår i møde.

Kolding IF gik på juleferie som nummer to i rækken og starter forårssæsonen med to opgør mod AGF – først på udebane den 8. marts og derefter hjemme i Kolding den 21. marts.