HB Køge hapser lovende forsvarsspiller i OB

0
345
Foto: HB Køge Women

HB Køge har fredag offentliggjort tilgangen af 20-årige Ida Marie Jørgensen, der hentes til fra OB Q. 

Kort inde i det nye år har HB Køge præsenteret transfervinduets første forstærkning til klubben.

Der er tale om Ida Marie Jørgensen, der hentes i OB Q, hvor hendes aftale ellers løb til 2026.

Den 20-årige forsvarsspiller har spillet flere kampe i A-Ligaen for fynboerne. Hun kan nu se frem til at blive genforenet med cheftræner Kristian Mørch Andersen, der var træner for hende i OB i efteråret 2024.

– Ida Marie Jørgensen er en spiller, som både Kristian og jeg tidligere har haft mulighed for at arbejde sammen med. Det er den type spiller, man ikke glemmer, og hvis hun ikke var den allerførste, så var hun i hvert fald blandt de første navne, vi skrev på blokken, da vi begyndte at identificere vores transfermål, siger sportschef Jonas Nielsen til HB Køges hjemmeside.

– På trods af sin unge alder har Ida Marie allerede vist, at hun besidder kvaliteterne til at blive en profil i A-ligaen. Hun kombinerer et naturligt talent med et stort udviklingspotentiale, som vi har fulgt tæt over en længere periode. Vi er samtidig bevidste om, at der skal udvises tålmodighed, da hun er på vej tilbage til sit tidligere niveau efter en længere skadesperiode.

Ida Marie Jørgensen har ikke spillet en officiel kamp siden september 2024 grundet den længerevarende skadespause.

Udover sin tid i OB, som hun fik debut for som 17-årig, står hun også noteret for 36 U-landskampe fordel fra U16 til U23-landsholdet.