Efteråret i U19 Pige Ligaen har været en stor læringsperiode for FC Nordsjællands unge talenter. Cheftræner Ida Mbarka fremhæver, hvordan holdets yngste spillere har fået ansvar, prøvet kræfter med udfordrende kampe og taget tydelige skridt mod førsteholdet.
FC Nordsjællands U19-ligahold har overvintret som suverænt førerhold med otte sejre ud af ni mulige i efteråret og en imponerende målscore på 42-15.
FODBOLD FOR PIGER har taget en snak med cheftræneren om efteråret, der er gået. Sæsonen har været præget af udvikling, udfordringer og tydelige skridt fremad for klubbens unge talenter.
– Jeg ser efteråret som en stor læringsperiode. Vores unge spillere er blevet sat i krævende og meget udviklende situationer, som har stillet høje krav, både fysisk på banen samt mentalt og kognitivt, siger Mbarka.
Hun tilføjer, at udviklingen også har været tydelig uden for banen:
– Vi har set fremgang i holdkulturen, og hver spiller er blevet mere tryg i klubbens spillestil og har taget tydelige skridt i deres individuelle udviklings planer.
En af de mest markante ting fra efteråret har været spillertruppens dedikation og træningsindsats, som har givet flere unge chancen for at træne med førsteholdet.
– I løbet af efteråret har vi set flere debutanter på førsteholdet – i pokalen, ligaen og de europæiske turneringer – hvilket er et stærkt bevis på den udvikling, der finder sted, forklarer Mbarka.
Holdets overordnede mål for sæsonen handler ikke kun om resultater, men om at bringe spillerne tættere på førsteholdet.
“Vi ønsker, at hver spiller udvikler sig til et niveau, hvor de både kan træne med og præstere, når muligheden opstår. Samtidig skal de tage ansvar i U19-ligaen og fortsætte deres individuelle udvikling”
Vinterpausen bliver et vigtigt element i denne udviklingsproces. Mbarka understreger, at pauseperioden ikke kun handler om fysisk restitution, men også mental genopladning.
– Vinterpausen giver spillerne mulighed for at være sammen med familie og venner og genoplade mentalt, da mange har en høj belastning med både klubfodbold, landshold og skole, siger hun.
Samtidig arbejdes der på at sikre, at spillerne vender tilbage i fysisk topform, så de er klar til både U19-ligaen og førsteholdet.
Mbarka roser også niveauet i ligaen, selvom FC Nordsjælland spiller med det yngste hold.
– Vi spiller med det yngste hold i ligaen, hvilket gør hver kamp til en stor udfordring. Jo ældre og mere erfarne modstanderne er, desto sværere bliver kampene og det ser vi som en klar fordel i vores udvikling, forklarer hun.
Klubben bruger desuden deres egen spillestil aktivt for at udfordre spillerne og skabe udviklende situationer, frem for kun at fokusere på modstanderne.
Med et klart fokus på individuel udvikling og ansvar går FC Nordsjælland U19 ind i foråret med ambitioner om at bygge videre på efterårets læring og fortsætte fremgangen på banen. Klubben vil fortsat give de unge spillere muligheder for at træne på højt niveau, tage ansvar og skabe resultater, mens de forbereder sig på at tage næste skridt i deres fodboldkarriere.
Holdet rundede efterårssæsonen af den 6. december med en overbevisende 5-2-sejr over Fortuna Hjørring og indleder forårssæsonen den 11. marts på Right to Dream Park, hvor Brøndby IFs U19-piger kommer på besøg.

















