Kollektivet er nøglen: Odense-talenter har overgået egne forventninger

0
163
U19-Holdbillede Team Odense Q

Efterårssæsonen har været en positiv oplevelse for U19 Team Odense Q, der med en placering over de indledende forventninger har markeret sig som et af de hold, man skal holde øje med i rækken. Ifølge cheftræner Jesper Gejl Larsen er resultaterne ikke tilfældige, men et tydeligt tegn på den udvikling, holdet er midt i.

FODBOLD FOR PIGER har talt med cheftræneren for Team Odense Q’s U19-hold om forventninger, præstationer og ambitioner.

Team Odense Q fungerer som talentcenter for OB’s seniorhold, og i efteråret endte U19-holdet på en femteplads i U19 Ligaen.

– Vi har præsteret rigtig fint i turneringen i efteråret, hvor vores placering måske er en smule over forventning, men samtidig vidner om den stærke udvikling, vi har gang i, siger Jesper Gejl Larsen.

Netop udvikling er et nøgleord, når man ser tilbage på efteråret. Holdet har formået at skabe et stærkt fundament, hvor fællesskabet har været afgørende for både resultater og individuelle præstationer. Det har ikke kun haft betydning på banen, men også udenfor, hvor flere spillere har taget næste skridt i deres fodboldrejse.

– Et stærkt kollektiv har været med til at fremhæve vores topspilleres præstationer og dermed lagt bunden for, at vi hen over julen har kunnet begynde på ungdomskontrakter igen,  forklarer Jesper Gejl Larsen og tilføjer: 

– Kort sagt er det kollektivet, der tegner vores efterår.

Selvom point og placeringer fylder i enhver turnering, er de ikke det primære mål for U19-holdet i Odense. Klubben har et klart fokus på talentudvikling og på at skabe en direkte vej videre til seniorfodbolden.

– Vi har en målsætning om at få så mange spillere som muligt videre fra U19 over til vores senior og især til vores 1. senior, siger cheftræneren. 

-Sekundært handler det om at vinde så mange fodboldkampe som muligt.

I vinterpausen venter der derfor ikke kun restitution, men også målrettet arbejde med de elementer, der kan løfte holdet yderligere. Her er det især spillets faser uden bold, der er i fokus.

– Hen over vinteren skal der arbejdes med vores spillestil med størst fokus på vores pres og vores omstillinger, siger han.

“Vi skal være endnu bedre til det, vi i forvejen er gode til”

Når han ser på rækken som helhed, oplever han et generelt højt niveau, men også tydelige forskelle i vilkårene mellem klubberne.

– Jeg synes, vi ser et forholdsvis højt niveau i rækken, hvor det også er tydeligt, at nogle akademier investerer mere end andre, lyder vurderingen.

Med et stærkt kollektiv, klare målsætninger og fokus på udvikling går U19 Team Odense Q ind i foråret med både selvtillid og ambitioner.

Efterårssæsonen blev rundet af med en underholdende 4-4-kamp mod Brøndby, og forårssæsonen skydes i gang den 22. marts med et opgør mod puljens nummer seks, HB Køge, som blot er ét point efter Team Odense Q.