Emma Veletanlic skifter den danske A-liga ud med den italienske Serie A. Hun er netop blevet præsenteret i Napoli Women.

I starten af december offentliggjorde Kolding IF, at Veletanlic ville forlade klubben ved afslutningen af efterårssæsonen efter mere end 100 kampe i Kolding-trøjen.

Siden da har fremtiden for den 22-årige midtstopper været uvis, men nu har den italienske traditionsklub Napoli offentliggjort Veletanlic som ny spiller i klubben med en kontrakt der strækker sig til sommeren 2027.

Napoli skriver om Veletanlic, at hun er alsidig midterforsvar med stort potentiale.

Det er den unge midtstoppers første udlandsoplevelse, og hun har taget springet med store ambitioner og et ønske om at udvikle sig:

– Jeg er utrolig stolt og taknemmelig for at have skrevet kontrakt med Napoli Women. Det er et stort skridt for mig, og min første oplevelse uden for mit hjemland, hvilket gør det endnu mere specielt, udtaler Veletanlic i forlængelse af offentliggørelsen.

Selvom Napoli bliver den 22-årige midtstoppers første udlandseventyr, så er det langt fra hendes første aktion på den internationale scene. Veletanlic er dansk-bosnisk og har repræsenteret det bosniske landshold siden november 2023.

Napoli er på nuværende tidspunkt nr. 8 i tabellen i den bedste italienske række, Serie A.
Foto: Napoli Women

Nu ser hun frem mod et nyt kapitel i Italien:

– Jeg er begejstret for de udfordringer, der venter mig, og muligheden for at repræsentere Napoli med stolthed. Jeg vil fortsætte med at udvikle mig som spiller, hjælpe holdet med at nå sine mål og altid presse mig selv længere, afslutter Veletanlic.

I Napoli vil hun tilstøde sig en trup med tidligere holdkammerat og midtstopper-partner Mille Jusjong, samt danske Cecilie Fløe.

Hun vil bære nummer 5 på ryggen i sin nye klub, Napoli Women.

Følg med i vores overblik over transfervinduet her.