I Hjørring er én konstellation utrolig unik. Den 38-årige forsvarsspiller Janelle Cordia er nemlig aktiv spiller og sportschef i Fortuna Hjørring – det er både et privilegium og et ansvar.
I Fortuna Hjørring er forsvarsspiller og klublegende Janelle Cordia både aktiv spiller i truppen og sportschef. Det er en speciel kombineret rolle.
Janelle Cordia er født i USA og fik sin debut for Fortuna Hjørring i marts 2014. Hun har spillet over 200 kampe i Fortunatrøjen i to omgange, der har været opbrudt af et to-års ophold i den italienske Serie A-klub, Fiorentina. Hun er nu i sin karrieres efterår, hvilket har givet hende muligheden for at påtage sig en større rolle i klubben. En rolle, som hun føler sig privilegeret over:
– I forhold til at have de to roller, så er det meget unikt. Jeg tror ikke, at jeg før har hørt, at det er sket nogen steder. Jeg er meget heldig, det er ikke mange steder, hvor man kan få mulighed for, som spiller, at have den overgang til det næste skridt i karrieren, fortæller Janelle Cordia.
Den 38-årige forsvarsspiller er taknemmelig over Fortuna Hjørrings store engagement i deres spilleres ambitioner, når karrieren går på hæld. Det er en kvalitet, hun mener, at ikke mange klubber kan måle sig med.
– Og jeg tror, at det er en anden ting, vores klub kan. Og ikke kun i min situation, men hvis klubben har haft spillere, som var interesseret i at blive trænere, så har klubben prøvet at finde ud af, hvordan de kan hjælpe med det, forklarer Cordia.
Dialog og forventninger
I forhold til hendes kombinerede rolle, så har Cordia gjort sig tanker om hendes præstation både på banen og i kulisserne bag:
– Jeg har sat mig selv i en situation, hvor jeg skal præstere, og jeg vil heller ikke have det godt med, at få noget uden at have fortjent det. Vi har en meget klar aftale om, at jeg skal være god nok.
Samtidig er hun bevidst om det ansvar, der følger med hendes rolle. Det stiller krav om forventningsafstemning i truppen, hvilket er et problem hun imødekommer med åben dialog:
– I forhold til spillerne, så prøver jeg at have en meget åben dialog omkring tingene. Vi har også nogle erfarne spillere i truppen, som jeg har bedt sige til, hvis der er nogen ting, som kommer i klemme. Men jeg tror, at når jeg har været i klubben i så lang tid og er den person, jeg er, så har der ikke været nogen store problemer indtil videre, afslutter Janelle Cordia.
Fortuna Hjørring sluttede A-ligaens grundspil på 2. pladsen kun tre point bag førerholdet HB Køge. Mesterskabsspillet starter den 14. marts, men inden da har holdet en lang opstart og et transfervindue, som stadig buldrer derudad.

















