Følgende debatindlæg er skrevet af fodboldtræner Allan Drost. Indlægget markerer startskuddet på en ny ugentlig klumme hos Fodbold For Piger, hvor Drost vil bidrage med analyser og perspektiver på toppen af dansk kvindefodbold – således vil han fremover sætte fokus på de bedste klubber og de aktuelle ting, der rør sig i dansk fodbold.
Hvorfor kritisk journalistik og ærlig fodboldfaglig debat er nødvendige for sportens troværdighed og fremtid.
Af Allan Drost
Kvindefodbolden befinder sig i et historisk momentum. Aldrig før har interessen været større, og aldrig før har klubber, forbund, medier og virksomheder i højere grad set potentialet. Men der er én grundlæggende forudsætning, som endnu halter bagud: modet til at forholde sig kritisk og ærligt til alvorligt sporten.
Jeg skriver denne artikel velvidende, at jeg selv har noget på spil. Jeg er en del af miljøet. Jeg lever af sporten. Jeg ønsker fortsat at være en del af den. Det ville være langt lettere at holde sig til de positive historier – og dem er der heldigvis mange af. Men uden en kultur, hvor kritik er velkommen, vil vi aldrig blive taget seriøst i den bredere fodboldverden.
Min påstand er følgende:
– Hvis vi ikke tør tale ærligt om kvindefodbolden, bliver vi aldrig taget alvorligt. Alt andet virker utroværdigt – og på sigt ligegyldigt.
For i dag ser vi en tydelig berøringsangst. Ikke kun i klubberne. Ikke kun i medierne. Den findes overalt hvilket til dels er forståeligt: kvindefodbolden har gennem årtier kæmpet for sin berettigelse, og ingen ønsker at skade udviklingen. Men vi er forbi det punkt nu. Kvindefodbolden er stærk nok til, at den kan – og skal – tåle, ja faktisk efterspørge – en faglig og kritisk debat.
Derfor er det et problem, når medierne ofte fravælger kritiske vinkler af hensyn til sportens image. TV2, Fodbold For Piger, Mediano Q og flere podcasts har gjort et stort og vigtigt arbejde ved overhovedet at dække sporten – men dækningen savner efter min mening for ofte kritisk undersøgende journalistik.
I herrefodbolden ville det være utænkeligt, at ingen medier stillede spørgsmål til klubstrategier, budgetter, sportslige dispositioner eller fravær af udvikling. Men i kvindefodbolden glider vi ofte af. Ikke af ond vilje – men af vane.
Det betyder, at en række strukturelle problematikker får lov at eksistere uforstyrret, uden at nogen for alvor går tæt på dem. Ikke for at udstille – men for at forstå, forklare og forbedre.
Vi ser det blandt andet i form af:
- Strategierder kommunikeres uklart eller ikke følges op af handling
- Investeringer der ikke omsættes til sportslig sammenhæng
- Talentudviklingsprojekter uden tydelige konkurrence- og evalueringsparametre
- Ledelsesbeslutninger der sjældent analyseres offentligt – hverken når de lykkes eller fejler
Disse tendenser går igen på tværs af ligaen – og også i kvalifikationsspillet – men behandles sjældent systematisk i offentligheden.
Derfor vil denne artikel ikke gå i dybden med enkeltklubber. Det arbejde fortjener mere plads, mere præcision og mere kontekst.
I stedet skal denne tekst ses som første del af en fast klumme/analyse, hvor jeg over tid vil gå mere grundigt til værks med de strukturelle udfordringer i alle klubber i ligaen og kvalifikationsspillet – og samtidig pege på potentielle gamechangers i positiv forstand.
Fælles for disse eksempler er ikke fejl – alle begår fejl. Kvindefodbolden skal ikke være et projekt, der skal skånes. Det skal være en sportsgren, der skal udvikles. Og udvikling kræver friktion. Ikke konflikt – men faglig debat.
– Uden en kultur hvor kritik er legitim, bliver udvikling umulig – og ansvar usynligt.
Når klubber ved, at ingen alligevel stiller de svære spørgsmål, bliver standarderne utydelige. Når spillere og trænere ved, at kritik bliver tolket som negativitet, bliver udviklingsrummet snævert. Når medier bevidst fravælger analyser, mister sporten en vigtig ventil.
Og lad mig være ærlig: Jeg ved godt, at jeg selv løber en risiko ved at skrive dette. Men jeg mener, at det er vigtigere at sige tingene højt, end at holde sig gode venner med alle i håbet om at få det næste job.
Mit håb er, at vi i fællesskab kan løfte barren for hvad vi forventer af debatten, når vi snakker om den sport der oplever størst udvikling netop nu – herhjemme såvel som internationalt.
Kvindefodbolden behøver ikke beskyttelse længere. Den behøver ambitioner – og ambitioner kræver ærlighed.
-Vi skylder kvindefodbolden at tale om den, som vi taler om al anden eliteidræt: åbent, ærligt og professionelt.
Hvis vi gør det, vil dansk kvindefodbold stå stærkere – ikke kun på banen, men i troværdighed, respekt og relevans. Det er det næste store skridt. Og det er på tide, vi tager det.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
