FC Nordsjælland skruer op for intensiteten: U19-piger træner med drenge og spiller mod reservehold fra A-Ligaen

FC Nordsjælland fejre U19-DM guld. Foto: FC Nordsjælland.

For at accelerere udviklingen udsættes FCN’s U19-talenter for fysisk stærkere modstandere, internationalt pres og en klubkultur, hvor karakter vægtes lige så højt som teknik.

På FC Nordsjællands U19-hold bliver pigerne dagligt presset af drengespillere, der udfordrer dem på fysik, tempo og direkte spil. Det er en bevidst strategi, fortæller deres svenske cheftræner Ida Mbarka, der ser træningsformen som et afgørende værktøj i klubbens Right to Dream‑filosofi.

Her handler det ikke kun om at blive bedre fodboldspillere, men om at udvikle karakter, fællesskab og evnen til at håndtere modstand – både på banen og udenfor.

31-årige Ida Mbarka har kun været cheftræner for U19-holdet i et enkelt år, men har allerede fået stor succes. Foto: FC Nordsjælland

Tænk hurtigere, spil hurtigere

I FC Nordsjælland er udviklingen på ungdomsholdene en hel essentiel del af klubbens filosofi. Man gør derfor en stor insats for at gøre træning så udfordrende som mulig.

På U19-holdet træner de med drenge fra klubben, for at udfordre pigerne på anden vis:

– Drengene har en fysisk fordel, de er nødvendigvis ikke bedre fodboldspillere, men de har en fysisk fordel. Så det gør, at vores spillere må tænke hurtigere og spille hurtigere.

– Drengene er mere direkte på de første meter, og spillestilen i Right to Dream er possesionbaseret med mange pasninger, men med drengene spiller vi mod en mere fremadrettet spillestil. Det er godt for os, fordi spillerne skal lære at håndtere det, fortæller U19-cheftræneren. 

“Når man arbejder korrekt med det, så kan man ramme det perfekt”

Lige så vigtigt bliver intensiteten på spillet, og hvis én af parterne ikke giver sit ypperste, så er der intet gavn i at blande de to køn til træning. Ida Mbarka oplever dog, at drengene er lige så passioneret omkring træningerne, som pigerne er.

– Drengene er gode personer – og det er vigtigt for os, at det gode mennesker. De elsker at være med hver gang, og når de har fridage, spørger de nogle gange, om de må træne med. Det vigtigste for os er, at træning er udfordrende. Og hvis drengene ikke er op til at ville spille med pigerne, så fungerer det ikke, siger Ida Mbarka.

FC Nordsjælland har domineret U19-Ligaen med et hold bestående hovedsageligt af U16- og U17-spillere, da flere af de reelle U19-spillere til dagligt starter inde på A-holdet. Ida Mbarka peger på klubbens koncept, Right to Dream, som en åbenlys årsag.

“Ramme det perfekt”

Right to Dream er ifølge projektet selv: Et fodboldfællesskab, der er dedikeret til at pleje unge talenter og skabe muligheder for, at de kan forfølge deres drømme på og uden for banen gennem en unik blanding af fodbold, uddannelse og karakterudvikling. 

Især karakterudvikling bliver der lagt vægt på i FC Nordsjælland, hvor den personlige identitet er lige så vigtig som spillernes identitet på fodboldbanen. For Ida Mbarka er det tankegangen, at spillerne skal kende til deres egen og hinanden kompetencer, for at stå stærkere som fællesskab.

Samtidig fortæller hun, hvordan det for klubben er vigtigt at udfordre spillerne konstant. U19 Ligaen, forklarer hun, som et fundament for udvikling, men for at højne niveauet yderligere kigger de op ad og ud i Europa.

A-Ligaen har jo reserveligaen, og de kampe har vi fået. Så dem har mine piger spillet. Og ved siden har vi forsøgt at finde noget internationalt. På Mallorca spillede vi imod Real Madrid. Vi kigger på, hvordan kan vi finde udfordrende modstandere, fortæller Ida Mbarka.

Ved at klubben på tværs af årgangene arbejder ud fra et fælles mål, så mener hun, at klubkulturen har været en væsentlig kapacitet i U19-truppens store dominans.

Om de kan ramme samme niveau hvert år, er svenskeren ikke sikker på, men ved at fortsætte kulturen og danne fælles rammer at udvikle sig indenfor, så skaber det nogle forudsætninger, der gør det mere sandsynligt – og i år er det ifølge Ida Mbarka gået op i en højere enhed:

– Jeg tror, at det har med holdkulturen at gøre. Når man arbejder korrekt med det, så kan man ramme det perfekt – og det synes jeg, at vi har gjort, afslutter Ida Mbarka.

Ida Mbarka og hendes U19-piger har stadig to kampe tilbage i U19 Ligaen før de går på en kort ferie over sommeren – og så starter det hele forfra i efteråret.