Ung dansk keeper skifter til Vålerenga

0
263
Foto: Vålerenga

20-årige Liva Petersson fortsætter karrieren i Norge, hvor hun er skiftet til Vålerenga for at få nye udfordringer. 

Forud for den kommende sæson har Vålerenga sikret sig den danske målmand Liva Petersson. Den 20-årige keeper har tidligere spillet for Thisted FC og har også erfaring fra de danske ungdomslandshold.

Den unge keeper er allerede tiltrådt i klubben og har gennemført sine første træningspas sammen med resten af holdet. Ifølge klubbens sportschef Steinar Pedersen har tilgangen været et vigtigt led i planlægningen frem mod den nye sæson.

– Det har været en prioritet for os at få et komplet keepterteam på plads inden den nye sæson og vi er glade for at have Liva på plads. Hun har en profil, som passer godt til os, og vi glæder os til at videreudvikle det potentiale og de kvaliteter, som Liva har, siger Steinar Pedersen.

For Liva Petersson er Vålerenga det rette sted at fortsætte udviklingen. Hun skiftede oprindeligt til Bologna i december, men få uger senere blev kontrakten ophævet, da hun valgte at tage til Norge i stedet.

– Klubben tilbyder et professionelt og stærkt træningsmiljø, som jeg mener er afgørende for min videre udvikling som fodboldspiller. Her stilles der høje krav med dygtige trænere, og et miljø, hvor man hele tiden bliver udfordret og løftet. Mine forventninger er at udvikle mig både fysisk, taktisk og mentalt, samtidig med at jeg bidrager positivt til holdet og fællesskabet. Jeg glæder mig til at tage det næste skridt i min karriere i Vålerenga, lyder det fra Liva Petersson.

Husk at du kan følge alle vinterens transfers fra Danmark og udlandet i FODBOLD FOR PIGERs store transferoverblik her: