Bredde, erfaring og sultne talenter skal gøre Østerbro IF til en potentiel dark horse i kampen om A-Ligaen.
Østerbro IF går ind i forårets Kvalifikationsspil til A-Ligaen med et markant forandret mandskab. I løbet af januar har klubben sagt farvel til tre spillere, men til gengæld hentet seks nye navne ind, som skal løfte niveauet i hele truppen.
Cheftræner Michael ”Pixi” Andersen vurderer, at vinterens arbejde på transferfronten har givet holdet et tydeligt kvalitetsløft – ikke mindst fordi forstærkningerne dækker alle kæder.
– Jeg føler, at vi har fået tilgang og løftet niveauet i alle kæderne og givet os en stærkere bredde i truppen. Bl.a. er Caroline midtstopper med kampe fra Brøndby, mens Agnes og Fiona er dygtige kanter/angribere. Kristin og Olivia er begge midtbanespillere på et højt niveau, siger han til FODBOLD FOR PIGER.
Østerbro IF har i januar sagt farvel til Pernille Mellergaard, der rejser til Indien i forbindelse med arbejde, samt Malou Xenia Thyrrestrup og Sunniva Willemoes Dal Christiansen.
Ind er der til gengæld kommet seks spillere, som hver især bringer noget forskelligt ind i truppen.
Agnes Fog-Tonnesen vender tilbage til fodbolden efter et halvt års pause. Hun spillede frem til sommeren 2025 i B93 og er en offensiv spiller, der kan bruges både på kanten og i angrebet. Olivia Midjord kommer fra FC Damsø, men har tidligere været i både FCK og FC Nordsjællands U19-miljøer. Hun er en teknisk stærk midtbanespiller med erfaring fra talentudviklingsmiljøer på højt niveau.
Caroline Thane-Bisgaard er hentet i Brøndby IF, hvor hun har spillet både U19 og A-Liga. Hun forventes at styrke midterforsvaret med fysisk styrke og erfaring fra en topklub. Fiona Emilia Hjartved er ikke et nyt ansigt i klubben, men et comeback. Med mere end 65 kampe for Østerbro IF er hun tilbage efter en knæskade og giver offensiven både rutine og måltrussel.
Kristin Yemsrach Marøy kommer til fra norske KFUM Oslo og har erfaring fra både den norske C- og B-liga. Hun er en arbejdsom midtbanespiller, som kan tilføre fysik og tempo. Meta Vestergaard Larsen er et ungt keepertalent fra KB. Hun bliver tredje keeper og en fast del af klubbens Kvindeserie Øst-hold, hvor hun skal fortsætte sin udvikling.
Bredere trup – men ingen favoritter
Selvom vinterens tilgang har styrket holdet, går Østerbro IF ind til foråret uden at påtage sig favoritrollen.
– Vi ser ikke os selv som hverken favoritter eller sikre på en top-4-placering, men som et hold alle skal gøre sig umage imod for at få point. Vi kan godt blive en potentiel dark horse i foråret, siger Michael ”Pixi” Andersen.
Med nye profiler i alle kæder håber Østerbro IF at kunne overraske i Kvalifikationsspillet og spille sig tættere på A-Ligaen.
Forårets første test kommer allerede 14. marts kl. 14.00, hvor Østerbro IF tager imod FC Thy – Thisted Q i Valby Idrætspark.












