U17-landsholdsspiller skriver kontrakt med OB Q

0
210
Frøya Stubgaard er ny spiller i OB Q. Foto: OB Q

Det 17-årige stortalent Frøya Stubgaard Ebbesvik vender tilbage til Fyn efter ophold i FC Nordsjælland – og scorer allerede i sin første træningskamp. Frøya Stubgaard Ebbesvik har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028

OB Q har sikret sig underskriften fra et af landets mest spændende ungdomstalenter. På sin 17-års fødselsdag kan Frøya Stubgaard Ebbesvik nemlig kalde sig ny spiller i den fynske klub, hvor hun vender hjem efter et udviklingsophold hos FC Nordsjælland.

Den offensive spiller har allerede markeret sig på landsholdsniveau med i alt 15 kampe for Danmarks U16- og U17-landshold, og nu skal talentet for alvor foldes ud i de velkendte fynske omgivelser.

Frøya Stubgaard er vokset op i det fynske fodboldmiljø og startede karrieren i HPTI/Fraugde, inden hun som 12-årig skiftede til Dalum/Næsby. Senere tog hun skridtet til FC Nordsjællands akademi, hvor hun som U15-spiller udviklede sig i et af landets stærkeste talentmiljøer.

Nu er hun tilbage i Odense – og forventningerne er høje.

—Det, der tiltaler mig ved at spille i OB, er muligheden for at blive udfordret på seniorniveau allerede som 16-årig. Jeg ser frem til at udvikle mig gennem spil på seniorniveau, både i træning og kamp, og jeg sætter stor pris på den tillid, som både klubben og træneren viser mig, siger Frøya Stubgaard Ebbesvik til OB’s hjemmeside.

Hun beskriver sig selv som en hurtig og direkte offensivspiller med stærke en-mod-en-kvaliteter, overblik og afslutninger med begge ben.

Fynsk talent vender hjem

I OB Q ser man tilgangen som et vigtigt skridt i klubbens strategi om at samle og udvikle de bedste fynske talenter.

—Det er et stort mål for os at huse og udvikle fynske talenter. Derfor er vi naturligvis også meget tilfredse med at tilknytte lige præcis sådan et til vores trup i Frøya. Hun har fået sin fodboldopdragelse på Fyn, været ude og lære og suge til sig og vender nu hjem for at tage det næste skridt, siger sportschef for OB Q, Mikkel Bo Mikkelsen til klubbens hjemmeside.

Den nye kontraktspiller har allerede givet fansene en forsmag på sit potentiale. I weekendens træningskamp mod Esbjerg fB scorede hun ét af målene i en overbevisende 6–1-sejr.

Frøya Stubgaard Ebbesvik skal nu være med til at føre OB Q gennem den kommende sæson i kvalifikationsligaen.